Babelstårnet

FN fylder 70 år med højtidelige taler. Men bag det hele lurer kravet om at få gennemført vidtgående reformer, hvis FN skal overleve de næste 70 år.

FN-bygningen i New York blev opført i årene 1947-1950 af arkitekten Wallace K. Harrison. Men også Le Corbusier og Oscar Niemeyer har været med til at tegne det store bygningsanlæg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Inde i FNs markante bygninger på 1st Avenue i New York ud til East River er man ikke i tvivl om, at man befinder sig på internationalt område. De svært bevogtede bygninger er lukket af fra omverdenen. FN har sit eget bevæbnede politi, og sikkerheden er stor. Især når FNs generalforsamling mødes i september hvert år, hvor ofte op mod 160 statsledere er samlet for at tale om verdens tilstand. Det er et babelstårn midt i New York. Alle taler deres eget sprog ikke alene bogstaveligt, men også i overført betydning.

Men i modsætning til Bibelens tårn så står det endnu. Af nødvendighed selv om kritikken af og til hagler ned over organisationen. For hvis ikke man havde det, så måtte man opfinde det igen, som de optimistiske FN-tilhængere siger. Ja, der har været horrible skandaler i FNs historie. Korruption og katastrofale beslutninger i krigssituationer har mærket organisationen som ineffektiv endda med menneskeliv på samvittigheden. Men FN har også sine succeshistorier.

Inde i bygningen sidder flere tusinde embedsmænd og FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, med sin stab. Og formanden for FNs generalforsamling, Mogens Lykketoft, sidder der selvfølgelig også med en god udsigt over floden. I gangene er der kunstværker overalt, skænket af verdens lande i taknemmelighed over denne organisation, som nu i 70 år har skabt rammerne for internationalt samarbejde. Succes og fejlbeslutninger følges hånd i hånd, og selv generalsekretæren har flere gange forsøgt at komme korruptionen og bureaukratiet til livs. Foreløbig uden held.

Et af kunstværkerne er en ørken-oase i pureste guld skænket af Saudi-Arabien. Den er på mange måder blevet et symptom på det, FN-kritikerne siger er problemet ved FN. På grund af organisationens indviklede regler har en række udemokratiske lande og brutale regimer kunnet sætte sig på dagsordenen i flere af de underorganisationer, som FN har rigeligt af. F.eks. FNs Menneskerettighedsråd, som Saudi-Arabien gennem dygtigt diplomati er blevet medlem af. Først blev det arabiske land lukket ind i rådet i 2013. Nu sidder ørkenlandet som formand for en af de vigtige undergrupper og dikterer menneskerettighederne, mens kvinderne i Saudi-Arabien ikke må køre bil og offentlige halshugninger er normen. Alene det faktum at et land som Saudi-Arabien og flere andre lignende diktaturer kan være medbestemmende om frihed, demokrati, kvinde- og menneskerettigheder vækker vrede og latter især i den vestlige verden.

Mod bedre tider i Generalforsamlingen

Men sådan er FN-systemet også opbygget, og det er styrken og svagheden. Ifølge kritikerne betyder det også, at et land som Israel stort set altid bliver hængt ud i diverse resolutioner i generalforsamlingen, uden at andre lande i Mellemøsten bliver stillet til ansvar for deres brutalitet, selv om de i høj grad også fortjener at komme på den offentlige anklagebænk.

Men som den amerikanske afdøde topdiplomat Richard Holbrooke engang sagde, så er det at rette beskyldninger mod FN som institution det samme »som at anklage Madison Square Garden for at være skyld i, at Knicks spiller dårligt«. Knicks er New Yorks højt elskede basketball-hold, og Madison Square Garden er stedet, hvor de spiller. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Nu var Richard Holbrooke også en diplomat, der troede på institutionerne som en af diplomatiets hellige søjler. Intet er derfor mere sakrosankt end netop den 70-årige organisation, hvis to hovedorganer er generalforsamlingen og FNs Sikkerhedsråd, hvis man spørger FNs tilhængere. Og det er det sidste, der for alvor betyder noget, når verden er ved at gå under i væbnede konflikter, selv om Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer, Kina, Storbritannien, Frankrig, USA og Rusland, har vetoret og derfor ikke altid kan blive enige om en bindende resolution med en del hæderlige undtagelser.

Det går bedre i generalforsamlingen. Men deres resolutioner har bare ikke den samme betydning. Til gengæld vurderes generalforsamlingen og især det årlige september-møde at være vigtigt, fordi det er her, stats- og regeringscheferne mødes og lægger de lange strategiske planer om afskaffelse af fattigdom og sult og fremme udvikling, miljø og bekæmpelse af sygdomme.

»Det er helt sikkert en vigtig institution, hvor statslederne har mulighed for at mødes. Og selv om de som oftest er uenige, så mødes de, og det er en stor værdi i dag,« siger Erik Voeten, som er professor i international politik ved Georgetown Universitys Edmund A. Walsh School of Foreign Service and the Department of Government.

Men FN har også ry for korruption, inkompetence og ubeslutsomhed, selv om Ban Ki-moon ved sin tiltrædelse i 2007 lovede at slå hårdt ned på korruptionen. Det har vist sig at være et større problem end først antaget. FNs myriader af underorganisationer har haft korruptionen inde på livet. Dertil kommer mange fejlslagne historier om fredsbevarende operationer, der er endt i massedrab som i Rwanda i 1994, hvor det ikke lykkedes FN at standse hutuernes nedslagtning af tutsierne. 800.000 mennesker mistede livet. Den jugoslaviske by Srebrenica står stadig som en uhyggelig påmindelse om, hvor handlingslammet FN-styrkerne kan være. 110 hollandske soldater måtte se på, mens serbiske styrker i 1995 myrdede 8.000 bosniske muslimer, og det samme er sket i Congo og i Sri Lanka. Også danske soldater i eks-Jugoslavien har oplevet FNs dræbende langsommelighed, når det drejer sig om at træffe hurtige beslutninger i krigszoner. Det er derfor, at amerikanske soldater aldrig mere deltager i fredsbevarende operationer i FN-regi. I hvert fald ikke uden at have sin egen kommandostruktur, egne kampfly og egne støttestyrker med.

Stor succes med udryddelse af sygdomme

Generalforsamlingen har en del succes­historier bag sig. Sult og fattigdom er blevet mindre i verden, og en del sygdomme, som tidligere slog millioner af mennesker ihjel i den tredje verden, er blevet udryddet. Det skyldes en forpligtende indsats fra FNs medlemslande vedtaget i generalforsamlingen. Også en lang række af FNs underorganisationer kan fremvise imponerende resultater.

FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, stillede i 2014 sulten og skaffede husly til 12 mio. mennesker på flugt, og flygtningestrømmene er blevet meget større på blot et år. Det har betydet, at FN ved dette års generalforsamling måtte gå tiggergang rundt til medlemslandene for at skaffe pengene til flygtningene.

»UNHCR mangler stadig penge til at drive 12 flygtningelejre i Afrika, og de har måttet skære ned på madrationerne i Jordan og Tyrkiet, hvor de syriske flygtninge holder til. Så hvis ikke man hjælper i nærområderne, så bevæger flygtningene sig nordpå til Europa. Det er den logiske konsekvens,« siger Mogens Lykketoft.

Men FN har også en række andre markante organisationer, som har grund til at fejre 70-års-dagen. FNs børnefond, UNICEF, som også har været ramt af skandaler, har dog hjulpet millioner af børn og mødre i udviklingslandene. Organisationen sørger for, at 80 millioner børn og deres mødre ikke går sultne i seng, og de har hjulpet 2,6 mia. mennesker til at få rent drikkevand. Og så er der verdenssundhedsorganisationen WHO, som hjælper regeringer rundt om i verden med at styre sundhedskriser. Den har været med til at udrydde skoldkopper, som har reddet over 150 millioner mennesker verden over og holder øje med store pandemier.

Og så er der FNs krigsforbrydertribunal, der har dømt personer som den serbiske leder Slobodan Milosevic og Liberias Charles Taylor. Ikke færre end 250 sager er blevet rejst ved domstolen, og selv om det er sager, der tager lang tid, så vækker det almindelig respekt, at det kan lade sig gøre at få dømt krigsforbrydere, uanset hvor de er.

Så der er grund til at fejre FN, men der er også grund til at fastholde, at FN er en kolos på lerfødder, og at den folkelige opbakning til organisationen helt afhænger af, at man slipper af med de dårlige sager som korruption, og at man også reformerer hele FN-systemet. Det var også et af de mange temaer på dette års generalforsamling. Men det bliver svært.

FN tæller i dag 193 lande med hver sine interesser, og da organisationen officielt blev grundlagt den 24. oktober 1945, var der kun 51 underskrivere. Det giver selvklart nogle udfordringer. Men som den tidligere amerikanske præsident Harry S. Truman, som leverede den første tale til FN, sagde, så er FN skabt for at medlemslandene kan »bliver en bedre verdens arkitekter«.

»Hvis ikke vi ønsker at dø sammen i krige, så må vi lære at leve sammen i fred«.