De Konservative står foran et skelsættende folketingsvalg, hvor selv små marginaler kan få stor betydning.

Indtil videre har valget af Søren Pape Poulsen til ny leder ikke været den succes, som hårdt prøvede konservative tillidsfolk havde håbet på. Niveauet i målingerne er fortsat skuffende lavt, og Pape, der har brugt en stor del af sin tid på at turnere rundt i landet, har ikke for alvor fået manifesteret sig på Christiansborg eller opnået et gennembrud i medierne.

Resulterer næste valg i tilbagegang, kan partiet i yderste konsekvens ende med at skulle sige farvel til både Pape og en mulig regeringsdeltagelse. Pape har gjort det klart, at han ikke kan fortsætte som leder, hvis han ikke bliver valgt til Folketinget, og en decimeret folketingsgruppe vil selvsagt ikke have afsættet til at søge regeringsmagt.

Bliver Pape medlem af Folketinget og lykkes det at skabe blot en mikroskopisk fremgang for partiet, vil det til gengæld kunne åbne porten til regeringsdeltagelse. I den situation vil Søren Pape ikke alene kunne fejre, at han er blevet valgt til parlamentet, men også at han vil kunne føre sit parti ind i regering og få bedre muligheder for at genopbygge Det Konservative Folkeparti.

Begge scenarier – både det ildevarslende og det håbefulde – er realistiske, og det siger en del om, hvor høj indsatsen er i politik: Der kan være uhyggeligt kort mellem sejre og nederlag.

Internt vil langt fra alle være enige i, at partiet skal i regering. Fra baglandet vil kritiske røster mane til besindighed og opfordre til, at de Konservative holder sig udenfor for at få mere rum til at markere klare konservative standpunkter uden at skulle gå på kompromis med en regeringspartner. De vil argumentere for, at partiet vil få en skarpere og tydeligere profil ved holde sig væk fra regeringskontorerne. Problemet er blot, at Søren Pape i den situation skal konkurrere med både Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og til en vis grad de Radikale, der vil byde sig til i den økonomiske politik. Konkurrencen med de øvrige partier bliver hård. Er man medlem af en regering, har man alt andet lige serveretten - det vil sige muligheden for at komme med udspil, som der vil vække opmærksomhed. Det har man ikke udenfor.

Søren Pape Poulsen vil naturligvis selv skulle være minister, hvis VK-aksen bliver gendannet. Formentlig vil der blive tale om et mindre, men centralt ministerium. Marianne Jelved var eksempelvis i 1990erne chef for Økonomiministeriet, som var overskueligt i størrelse, men som gav hende et perfekt afsæt til at kunne blande sig i alle store debatter og gav hende overskud til at være radikal leder. Derudover vil Brian Mikkelsen og Lars Barfoed blive udnævnt til ministre i en ny VK-regering, og de vil få væsentlige poster, men derfra er usikkerheden betydelig. Dels vil det være begrænset, hvor mange ministerposter de Konservative overhovedet vil kunne få, og dels er det langt fra afklaret, om de sidste poster skal besættes med folk fra gruppen eller hentes udefra. Dog vender de Konservatives fortabte datter, Connie Hedegaard, næppe hjem til gården endnu engang.