Analyse: Thulesen og Dyhr kan blive valgets sejrherrer

Udviklingen på Christiansborg trækker mere og mere i retning af, at det meget vel kan være helt andre partiledere, som vil kunne tiltrække vælgere og dermed være med til at påvirke udfaldet af det store slag mellem rød og blå blok.

Foto: Simon Læssøe. SFs Pia Olsen Dyhr og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl har gennem flere fælles optrædener fået etableret et usædvanligt parløb i dansk politik. Arkivfoto: Simon Læssøe
Læs mere
Fold sammen

Det står bøjet i neon, at S-toppen og Helle Thorning-Schmidt arbejder systematisk på at få iscenesat et præsident- eller personvalg, hvor danskerne skal vælge mellem statsministeren på den ene side og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, på den anden side.

Alle ved, at det skyldes, at Thorning i dag står stærkest, når danskerne skal give karakterer til de to kandidaters personlige troværdighed. GGGI- og tøjsagen har ganske enkelt sendt Løkkes troværdighed i dørken, og mange vælgere har mistet tilliden til det borgerlige Danmarks statsministerkandidat.

Alligevel fremstår en præsidentiel valgkamp mellem de to som et åbenlyst paradoks.

Dels er ingen af dem særligt populære. Mellem 25 og 30 procent af danskerne føler sig øjensynligt ikke godt repræsenteret af nogen af dem, og såvel S som Venstre kæmper med ringe vælgeropbakning.

Dels trækker udviklingen på Christiansborg mere og mere i retning af, at det meget vel kan være helt andre partiledere, som vil kunne tiltrække vælgere og dermed være med til at påvirke udfaldet af det store slag mellem rød og blå blok.

I stedet for at fokusere så meget på en præsidentvalgkamp, som mange medier gør, burde man snarere lægge mærke til, hvordan Dansk Folkeparti i blå blok og SF i rød blok agerer. For det bliver mere og mere tydeligt, at det især er Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pia Olsen Dyhr (SF), som har hul igennem til vælgerne og har potentiale for fortsat vækst.

Den mest iøjnefaldende succes er selvsagt Kristian Thulesen Dahl, som skriver historie i meningsmålingerne.

DF har bragt sig tæt på niveau med S og V, og i de vildeste målinger er DF rykket frem som Danmarks største parti.

Ingen tvivl om, at Kristian Thulesen Dahl har grund til at takke Pia Kjærsgaard for det perfekte, ja nærmest lydefri generationsskifte, som den tidligere partileder satte i scene. Der er heller ingen tvivl om, at Thulesen Dahl bliver begunstiget af, at Thorning og Løkke har skuffet så mange vælgere så meget. Men DF-formandens position fortæller også, at han har formået at varetage sit lederskab med stor klogskab og sikkerhed.

Resultatet er, at han af vælgerne kåres som den dygtigste, mest kompetente, troværdige og populære partileder i den ene måling efter den anden. Fastholder han grebet om vælgerne, og kan han løfte DF yderligere, er han i virkeligheden Løkkes stærkeste livsforsikring og bedste garanti for et regeringsskifte.

Pia Olsen Dyhr står ikke i spidsen for et lige så stort parti, men hendes præstation er også imponerende.

Hun overtog for godt et år siden et SF, som stod på afgrundens rand – martret af løftebruddene efter partiets kursskift, præget af voldsomme spændinger internt og anført af en sympatisk, men inkompetent leder i skikkelse af Annette Vilhelmsen.

Da Pia Olsen Dyhr kom til som ny leder efter SFs kaotiske afgang fra SRSF-regeringen, havde partiet kurs mod spærregrænsen og havde netop sagt farvel til en stribe unge prominente navne, der valgte at tage flugten over plankeværket og søge nye karrierer i andre partier.

I dag er situationen den, at Pia Olsen Dyhr på rekordtid har skabt ro internt, har fået cementeret sit lederskab og placeret partiet på en politisk platform, som mange vælgere føler sig langt mere komfortable med. Oven i hatten har hun skaffet markant fremgang til sit parti, og hun nyder selv stigende anerkendelse fra vælgernes side.

Præcis som Kristian Thulesen Dahl er Pia Olsen Dyhr driftsikker og stærk i medierne, og der ligger måske en selvstændig pointe i, at de to i flere sammenhænge har valgt at optræde sammen – hvilket synes at have været til begges fordel.

I samspillet kan Thulesen afspore S-ledelsens forsøg på at køre skræmmekampagner mod DF, og han kan understrege sit partis sociale sindelag i samværet med SF-formanden.

Omvendt kan Pia Olsen Dyhr få signaleret, at DF-vælgere ikke er mennesker, som hun tager afstand fra, ligesom hun tydeligvis ikke har tænkt sig at fremstå som en af venstrefløjens »halal-hippier«, der lukker øjnene fast i for de negative konsekvenser ved indvandringen.

Skal man være kritisk over for de to succesrige ledere, hører det med til billedet, at de begge har held til at køre lidt på fribillet. Alle de hårde spørgsmål i de aktuelle diskussioner rettes især mod de to præsidentkandidater, Thorning og Løkke, som også straffes hårdere, hvis de ikke svarer præcist.

Det hører ligeledes med til historien om vokseværket hos DF og SF, at det ikke står klart, hvordan de vil få råd til al den velfærd, som de begge gerne vil begave danskerne med. Frem mod valget vil de givetvis blive udfordret mere af medierne. Men det vil ikke ændre ved, at det vil være klogt at følge godt med i den potente kappestrid mellem DF og SF – i stedet for kun at fokusere på »præsidentvalget« mellem Thorning og Løkke.