Analyse: Slut med Krølle-Bølle-hyggen på Folkemødet

Folkemødet på Bornholm har med ét udviklet sig til en test af Danmarks ytringsfrihed og åbenhed efter at ikke blot Geert Wilders, men nu også en græsk nyfascist fra Gyldent Daggry, har meldt sin ankomst.

Gyldent Daggry vil være repræsenteret på Folkemødet på Bornholm, hvor en repræsentant er inviteret af Danskernes Parti. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad os blot slå fast, at der er en verden til forskel på Bornholms stokroseidyl og eventyrhistorie om øen som hjemsted for troldedrengen Krølle-Bølle, og så det miljø som Georgios Epitideios kommer fra.

For den tidligere generalløjtnant, der nu har meldt sin ankomst til folkemødet på Bornholm, repræsenterer det græske nyfascistiske parti Gyldent Daggry i EU-Parlamentet.

Partiet er på alle måder kontroversielt, og jeg fik personligt en forsmag på det, da jeg op til det græske valg i maj 2012, hvor partiet for første gang stod til at blive repræsenteret i det græske parlament, tog hen til deres hovedkvarter i Athen i et forsøg på at få et interview.

Ved hovedindgangen blev jeg mødt af en kortklippet dørmand klædt i camouflagefarvede militærbukser, sorte støvler, sort T-shirt og sorte solbriller. Han var næsten umulig at komme forbi, men til sidst gav han sig. »Gå op på tredje sal og spørg efter kommandøren,« sagde han.

Deroppe vrimlede det ligeledes med fyre og piger klædt i sort med det nyfascistiske partis logo – et slags kantet S, der ligner et spejlvendt hagekors. Reoler var fyldt med nazistisk litteratur, og et stort foto på væggen lignede noget fra et møde i Ku Klux Klan. På billedet optrådte tre medlemmer af Gyldent Daggry med hævede, brændende fakler.

Men det mest opsigtvækkende var noget helt andet – nemlig at ingen i lokalet talte i et normalt toneleje. Alle råbte og skreg kommandoer til hinanden, som befandt vi os i en militærlejr og ikke i et politisk partis hovedkvarter. Talsmanden, som jeg endte med at interviewe, slog med håndkantsslag ud mod mit ansigt, hver gang hans mobil ringede, for at signalere, at nu skulle jeg – ja – tie med mine spørgsmål. Råbe gjorde han også, bl.a. at »indvandrerne er insekter«, og at de alle skulle sendes hjem »omgående«, herunder »også de millioner af niggerprostituerede, der kommer her og spreder deres sygdomme«.

Muligvis vil Georgios Epitideios optræde mere civiliseret, når han kommer til folkemødet på Bornholm. Måske endda i jakkesæt og slips. Men tag ikke fejl:

Georgios Epitideios repræsenterer et »politisk parti«, der benytter sig af vold og trusler i sin kamp og bruger det demokratiske system for at omstyrte det. Partiets gadekrigeres metoder minder om brunskjorternes før Anden Verdenskrig. De jagter og tæsker tilfældige indvandrere på gaden, har oprettet blodbanker kun for »etnisk« rene grækere og uddeler mad til fattige på gaden – men kun til »ægte« grækere, der af samme grund skal fremvise ID-kort, før de kan få udleveret deres sæk med grøntsager.

En stribe af partiets græske parlamentsmedlemmer, herunder partilederen Nikolaos Michaloliakos, blev i 2013 i en aktion uden fortilfælde varetægtsfængslet og anklaget for at stå bag en »kriminel organisation«. Den opsigtsvækkende sag, der tog fart efter mordet på en kendt venstreorienteret rapper begået af en mand med tilknytning til Gyldent Daggry, er endnu ikke afgjort.

Men folkemødet på Bornholm har med ét udviklet sig til en test af Danmarks ytringsfrihed og åbenhed, efter at ikke blot Geert Wilders, men nu også en græsk nyfascist fra Gyldent Daggry, har meldt sin ankomst.

I forvejen splitter den hollandske politiker Geert Wilders. »Wilders har ikke noget at gøre på Bornholm,« skrev Venstres tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske forleden. I Ellemanns optik er Folkemødet nemlig »en mødeplads mellem danskerne og deres politikere«, og Trykkefrihedsselskabet har inviteret »en slange indenfor i paradiset«, der især er kendt for sine hadske angreb på islam, sin stærke støtte til Putin og sine vedvarende angreb på EU-samarbejdet.

Søren Krarup tog torsdag kraftigt til genmæle mod Ellemann. »De, der tænker og taler på anden måde end den fhv. danske minister, har ikke ret til at komme til orde i en dansk sammenhæng, for her skal hyggen og kun hyggen herske. Ja, er det ikke både pragtfuldt og afslørende. Sådan demaskerer Ellemann sig selv og det danske folkestyre,« skriver DFs tidligere folketingsmedlem og lader forstå, at det i stedet måske var Ellemann, der skulle blive væk fra Folkemødet.

På de sociale medier er debatten også elektrisk, og debatten vil givetvis ikke blive mindre hed af nyheden om, at Danskernes Parti har inviteret et medlem af Gyldent Daggry.

Noget af Krølle-Bølle-hyggen, som har omgærdet det populære politiske stævne på Bornholm, er røget. Nogle har allerede meldt afbud, og der tales om et større sikkerhedsopbud alene på grund af Wilders’ besøg. Men såvel Geert Wilders som Georgios Epitideios er folkevalgte politikere, og nu får danskerne om ikke andet mulighed for at høre, hvad de har på hjertet.

De fleste vil givetvis ikke være enige med dem. Men taletid har selv de yderliggående. Sådan som der er tradition for i Danmark. I demokratiets og ytringsfriheden navn.

LÆS MERE