Analyse: »Slagteren fra Syrien« er et nødvendigt onde

Det er ikke kun udenrigsminister Martin Lidegaard, der nu ser Syriens forhadte præsident som en del af løsningen i landets blodige konflikt og som et nødvendigt onde i kampen mod Islamisk Stat. Det samme gør andre vestlige lande og ikke mindst USA.

Foto: SANA HANDOUT

Det er efterhånden fire år siden, at Vestens politiske ledere definitivt slog hånden af Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Han blev en paria, fordi han brutalt slog ned på de folkelige demonstrationer, som i forbindelse med Det Arabiske Forår nåede Syrien i marts 2011.

Herhjemme var det den daværende borgerlige regerings udenrigsminister, Lene Espersen (K), der kategorisk afskrev Assad som Syriens præsident og kaldte ham illegitim.

Assad dage var talte, lød det optimistisk fra de vestlige hovedstæder, der troede, at den syriske hersker ville falde lige så let som hans despotiske kolleger i Tunesien, Egypten og Libyen.

De tog fejl. Nu har præsident Assad indtil videre overlevet tre danske udenrigsministre, og den syriske diktator vil formentlig stadig være præsident, når Danmarks nuværende udenrigsminister ikke længere hedder Martin Lidegaard.

Det er i det lys, at man skal se den danske regerings opsigtsvækkende udmelding om, at den syriske opposition må opgive sin indædte modstand mod at forhandle fred med præsident Assad: Regeringen herhjemme har fået nok af konflikten i Syrien og har - nok så afgørende - ingen løsning på, hvordan man får standset krigen.

I hvert fald ikke en løsning, der tager sig pænt ud. Kun en løsning, der inddrager præsident Assad - som »et nødvendigt onde«, som udenrigsminister Martin Lidegaard udtrykker det.

Og han står ikke alene med sin nu pragmatiske, realpolitiske tilgang til »Slagteren fra Syrien«, som Assad blandt andet kaldes af sine modstandere.

»Det her har været undervejs længe - også i USA - men ingen vestlige ledere har villet sige det åbent,« som seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Helle Malmvig, udtrykker det.

Når præsident Barack Obama og udenrigsminister John Kerry kommenterer blodbadet i Syrien, er de for længst holdt op med at gentage besværgelsen om, at præsident Assad må gå af.

Eller som avisen New York Times skrev for nylig i en længere artikel om Obama-regeringens vilje til at acceptere præsident Assad som en del af en fredsløsning:

»Obama-adminstrationen fastholder, at en langsigtet politisk løsning kræver hr. Assads afgang. Men i lyset af det militære dødvande på slagmarken, veludrustede jihadister og verdens værste humanitære krise tilslutter USA sig de internationale diplomatiske anstrengelser, der kan føre til en mere gradvis forandring i Syrien.«

I mandags var det Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, der luftede muligheden for en mere pragmatisk tilgang til det syriske regime.

»Den politiske løsning vil selvfølgelig inkludere nogle af regimets kræfter, fordi vi ikke ønsker at se statens grundpiler falde sammen. Vi vil ikke ende med en situation som Irak,« sagde den franske udenrigsminister til fransk radio.

Det lyder som et ekko af Martin Lidegaard, der også henviser til, at krigen i Syrien ikke kun er et dødeligt mareridt for landets befolkning. Krigen sender også et stort antal flygtninge til Europa og ikke mindst så giver krigen god grobund for ekstremisterne i Islamisk Stat, der truer Europa med terror.

Det sidste - terrortruslen fra de militante islamister i Syrien - synes ganske vist at være Assads eget værk.  Den syriske præsident har bevidst »nødet og gødet« Islamisk Stat - som en vestlig diplomat i Syrien udtrykker det - med det formål at gøre sig selv og regimet uundværlig for Vesten i kampen mod islamistisk terrorisme.

Bashar al-Assad er med Martin Lidegaards ord blevet et »nødvendigt onde«.