Analyse: Skipper får sværere ved at sælge EL og konkurrere med Elbæk

Enhedslistens karismatiske frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, giver depechen videre til Pernille Skipper, som skal være ny politisk ordfører for Enhedslisten. Det vil svække det succesrige venstrefløjsparti.

Foto: Sophia Juliane Lydolph

Når Pernille Skipper overtager posten som politisk ordfører fra Johanne Schmidt-Nielsen i Enhedslisten, er der tale om et ventet og velplanlagt skifte.

Trods sin unge alder har Johanne Schmidt-Nielsen forbløffende længe været partiets frontfigur, og det har i et stykke tid stået klart, at der skulle ske et skifte i god tid inden næste valg. Det eksekveres nu. Dermed får både parti og offentlighed et direkte indblik i, om Enhedslisten kan fastholde den stærke position, som ikke mindst Johanne Schmidt-Nielsen har været med til at sikre.

Da hun stillede op til valget i 2007, var hun komplet ukendt, hvilket blev understreget i valgkampen, da hun skulle deltage i en debat på TV 2. Før udsendelserne bad den konservative leder, Bendt Bendtsen, nemlig Johanne Schmidt-Nielsen om at hente en kop kaffe. Han troede fejlagtigt, at hun var en af tv-stationens unge ansatte. Men blev klogere, da debatten gik i gang.

Siden er Johanne Schmidt-Nielsen i kraft af formidable kommunikationsevner braget så eftertrykkeligt gennem muren, at hun er kendt af hver eneste dansker, og selv hendes argeste modstandere i blå blok anerkender, at hun har en særlig evne til at brænde igennem og nå ud til vælgerne.

Det har betydet, at hun i utallige debatter har givet Enhedslisten gennemslagskraft og synlighed, hvilket har været med til at sikre stor fremgang til partiet. Mere overset er det, at Johanne Schmidt-Nielsen på de indre linjer har været med til at modernisere partiet. Både i form og indhold.

Tidligere var påklædningsformen i udpræget grad præget store uldne islandske sweatre, og alle udtalelser skulle helst hamres ud i alenlange, svært forståelige programerklæringer efter utallige timers diskussion. I dag er tidligere tiders revolutionsromantik blevet erstattet af en mere pragmatisk tilgang til den politiske virkelighed - selv om der i partiet fortsat findes tillidsfolk og aktivister, som ønsker et grundlæggende opgør med den nuværende samfundsmodel, og som i happenings og aktioner er klar til at gå hårdhændet til værks overfor f.eks. politi og politiske modstandere.

Overfor den brede befolkningen har Johanne Schmidt-Nielsen imidlertid været med til at gøre Enhedslisten til et parti, som frafaldne SF'ere og selv hjemløse socialdemokrater kunne søge til, og hun har været med til at tiltrække vælgere, som ellers ikke normalt ville være parat til at skrive under på Enhedslistens værdier.

Skal man pege på Johanne Schmidt-Nielsens største nederlag, har det uden tvivl været, at samarbejdet med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon udviklede sig så katastrofalt.

Forud for valget i 2011 arbejdede Johanne Schmidt-Nielsen intenst på at gøre Enhedslisten parat til at løfte et ansvar i samspil med en kommende S-ledet regering. Som partiets reelle leder fik hun langsomt, men sikkert sporet baglandet ind på en mere pragmatisk linje. Men da det kom til stykket, lykkedes det aldrig at etablere et harmonisk samarbejde med Thorning & Co.

Tværtimod så Johanne Schmidt-Nielsen rystet til, da Socialdemokraterne efter valget blev tvunget ind på en ny linje i den økonomiske politik af den magtfulde radikale leder, Margrethe Vestager, og Johanne Schmidt-Nielsen blev fra det punkt en af de største kritikere af de mange løftebrud, som kom til at ride Thorning og S-holdet som en mare.

Kulminationen på det elendige samarbejde kom, da Bjarne Corydon og Margrethe Vestager en fredag eftermiddag i juni 2012 indgik en stor skatteaftale med blå blok. På direkte tv proklamerede Johanne Schmidt-Nielsen, at regeringen - som hun udtrykte det - pissede på vælgerne.

Berømt er også episoden fra samme år, hvor Enhedslisten nok indgik en finanslovsaftale med Bjarne Corydon i Finansministeriet, men var så utilfreds med resultatet, at man afholdt sit eget separate pressemøde i stedet for at præsentere aftalen sammen med regeringen.

Set med Johanne Schmidt-Nielsens øjne lod Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon sig drive rundt i manegen af de Radikale, som i Enhedslistens optik førte en borgerlig og reaktionær økonomisk politik. Omvendt mente topfolkene i Socialdemokratiet, at Johanne Schmidt-Nielsen først og sidst var en agitator, som ikke evnede at tage realistisk bestik af Danmarks økonomiske udfordringer og derfor ikke egnede sig til at lave reelle resultater.

I Enhedslisten har Johanne Schmidt-Nielsen stjerne imidlertid skinnet klart og konstant siden 2007.

Nu kører hun på sin sidste periode som folkevalgt - på grund af Enhedslistens rotationsprincip - og det er derfor efter bogen, at Pernille Skipper køres frem i forreste geled. Skipper er en solid, flittig og dygtig politiker, som læser på lektierne og har gennemslagskraft, men hun kan næppe få samme udadvendte betydning som Johanne Schmidt-Nielsen. Hvilket kan ramme Enhedslisten.

Derudover bliver det interessant at se, hvordan Pernille Skipper vil klare sig i den direkte konkurrence med især Uffe Elbæk, der også har en særegen evne til at indfange vælgerne, og som har givet Enhedslisten nye udfordringer.

Elbæk er paradoksalt nok både en ny potentiel samarbejdspartner - og en farlig konkurrent - for Enhedslisten.