Analyse: Jakob Ellemann-Jensen kan finde trøst i historien om sin far – men kun et stykke ad vejen

Også Uffe Ellemann-Jensen havde i sin tid en svær start som Venstre-formand, så der er fortsat håb for sønnen i den vanskelige rolle som leder.

Som fader, så søn. Også Uffe Ellemann-Jensen havde det svært i sin første tid som Venstre-formand – præcis sådan som Jakob Ellemann-Jensen oplever det i dag. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

På valgaftenen 8. september 1987 var stemningen i bund hos Venstre. Partiets formand, Uffe Ellemann-Jensen, havde ellers oplevet en kometagtig karriere i dansk politik. Kun ti år før var han kommet i Folketinget, i 1982 var han blevet udnævnt til udenrigsminister, og et par efter var han blevet valgt som Venstre-formand.

Men her på valgaftenen stod det klart, at valgkampen havde været en katastrofe. Fra de beskedne 22 mandater var partiet dumpet ned på 19. Dermed var århundredets ringeste valg for Venstre en realitet.