Analyse: I Vestagers skygge

Morten Østergaard har svært ved at løfte arven, efter at Margrethe Vestager er draget til Bruxelles. Læs analysen fra Berlingskes politiske redaktør, Michael Bjerre.

Margrethe Vestager og Morten Østergaard omfavnede hinanden under Vestagers afskedreception i oktober sidste år. I mellemtiden har Morten Østergaard dog haft svært ved at favne det samme folketække, som Margrethe Vestager havde succes med. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Arven efter Margrethe Vestager ville blive tung at løfte. Det var alle enige om, efter at hun sidste år blev fristet af en ny tilværelse som EU-kommissær og overlod sin post som radikal leder til partiets nummer to, Morten Østergaard.

For øjeblikket står det ikke blot klart med et ordentligt dyk i meningsmålingerne til de Radikale, fra valgresultatet på 9,5 procent i 2011 til blot 6,5 procent i dag ifølge Berlingske Barometer. Nej, det bliver også på sin egen forunderlige måde udstillet ved, at mens Morten Østergaard kæmper op ad bakke herhjemme, har Margrethe Vestager taget sin pondus, autoritet og handlekraft med til udlandet og er på det seneste blevet udråbt som en verdenskvinde, der uden tøven tager livtag med »den russiske bjørn« personificeret ved Vladimir Putin.

Den internationale presse fra New York Times over Die Zeit til Le Monde, BBC og The Economist hylder den danske EU-kommissær som en af Europas stærke kvinder, efter at hun på samme tid har lagt sig ud med giganterne Google og Gazprom, det omstridte russiske gas- og olieselskab.

Begge anklages for at misbruge deres monopol. Gazprom sagsøges for at udnytte sin position på især det østeuropæiske marked til konkurrenceforvridning samt at udnytte sin magtfulde position til at skaffe indrømmelser fra modtagerlandene af gas.

Da undersøgelsen blev sat i gang i 2012, gik Putin ellers til modangreb ved at forbyde udlændinge at få adgang til selskabsinformationer om Gazprom. Af samme grund kalder BBC Margrethe Vestager for »kontant«, New York Times bruger udtrykket »selvsikker«, og The Economist omtaler hele sagen under overskriften »Margrethe og Bjørnen« med henvisning til opgøret med Putins gasreserver som et politisk våben.

En sådan omtale kan Morten Østergaard kun drømme om.

For han har ikke kunnet løfte arven efter Margrethe Vestager, og vagtskiftet på den radikale lederpost sidste år kan let blive grunden til, at Thorning ikke genvinder statsministerposten.

Målinger viser derimod, at vælgerne vurderer såvel Morten Østergaards troværdighed som karisma lavt. Tankevækkende er det også, at Liberal Alliance (LA) med de to tidligere radikale, Anders Samuelsen og Simon Ammitzbøll i front, står til at få omkring det samme antal stemmer som de Radikale, selv om LA kun har få år på bagen som parti.

Den store udfordring for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i forhold til at trykke på valgknappen er i virkeligheden Morten Østergaard. For det er ikke mindst ham, der skal sørge for at trække stemmer hen over midten fra blå blok. Han har også forsøgt med sit fokus på reformer og økonomisk ansvarlighed, herunder sit krav om at hæve pensionsalderen til 68 år hurtigere end planlagt. Men Østergaard vinder ikke frem, hvilket gør det svært for Thorning at udskrive valget.

Heller ikke selv om S for øjeblikket trækker stemmer fra DF og er i støt fremgang – Socialdemokraterne står p.t. til at kunne matche sit resultat fra valget i 2011. Men ganske enkelt fordi hendes regeringspartner ikke på samme måde har momentum. Sandheden er, at hvis de Radikale lige nu lå tre procentpoint højere end valgresultatet fra 2011, og de tre procent var snuppet fra blå blok, ville rød blok stå til flere end 50 procent af stemmerne. I stedet ligger rød blok på 47,3 procent i Berlingske Barometer.

Alt peger altså på, at Morten Østergaard & Co. skal til at rykke, hvis Helle Thorning-Schmidt skal have en chance for at genvinde magten ved det valg, der skal afholdes senest til september.

For den radikale krise er større for Helle Thorning-Schmidt, end den konservative er for hendes udfordrer til statsministerposten, Lars Løkke Rasmussen (V). For frafaldne konservative går ikke til rød blok, men stort set udelukkende til andre partier i blå.

Så entydigt er det langtfra for de Radikale. Med sin socialliberale profil har de Radikale også netop muligheden for at stjæle stemmer fra blå blok. Sådan som Margrethe Vestager kunne. Men som Østergaard tydeligvis har svært ved. P.t. lever han på alle måder i Vestagers skygge.