Analyse: Folketingets papirtigre buldrer frem

De vil så gerne lukke moskéer, forbyde foreninger, forbeholde børnechecken til danskere, indføre indslusningsløn og smide islamister ud af landet. Men de folkevalgte støder hele tiden panden mod muren.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis Folketinget var en virksomhed, ville konsulentfirmaet nok sige, at det stod meget sløjt til med eksekveringen. At man nok skulle arbejde med enten at begrænse antallet af forslag og hurtige løsninger eller på at få flere af dem ført ud i livet. Ellers vil det belaste troværdigheden.

Tag nu Grimhøjmoskéen i Aarhus. Den har det ikke skortet på forslag om at lukke. Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, vil dreje nøglen om efter de seneste ugers afsløringer af tvetunget tale og passivitet over for vold mod børn og kvinder. Martin Henriksen (DF) foreslår næsten dagligt sammen med Naser Khader (K) at lukke moskéen, og integrationsminister Inger Støjberg (V) så den gerne jævnet med jorden.

Men Grimhøj står der stadig, og det bliver den efter alt at dømme ved med i en rum tid endnu. Med mellemrum kræver Folketingets politikere også et forbud mod den islamistiske gruppe Hizb ut-Tahrir, som rekrutterer unge indvandrere til deres yderligtgående religiøse ideologi. Det bliver heller ikke til noget. Grundlovens paragraffer om foreningsfrihed og ytringsfrihed står i vejen. Og sådan kunne man fortsætte.

Spørgsmålet er, hvad det gør ved vores opfattelse af politikerne, som i forvejen synes pænt belastet, at de igen og igen springer frem som papirtigre og ender med at falde ned som lam og udstille deres egen magtesløshed. For et år siden ville Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg og andre have Said Mansour, som er dømt for at opfordre til terror, udvist af Danmark. Det førte til en politianmeldelse for at blande sig i rettens afgørelser. Politikerne slap dog for tiltale, fordi udtalelserne med Rigsadvokatens ord »alene fremstår som de pågældende folketingsmedlemmers personlige holdninger til en sag, de har fulgt i medierne.«

De kan med andre ord bare plapre videre, men de bestemmer ingenting. Finans­minister Claus Hjort Frederiksen vil gerne indføre indslusningsløn i Danmark. Det samme vil K, LA og R. Det skal skaffe flere indvandrere i arbejde. Men parterne på arbejdsmarkedet – lønmodtagernes og arbejdsgivernes stærke organisationer – håndhæver deres monopol og vender tommelfingeren nedad. Så det bliver heller ikke til noget. En række partier vil gerne undgå at udbetale børnecheck til arbejdstagere fra andre EU-lande. Men det sætter EU-Domstolen en stopper for, ligesom den har en holdning til udledning af nitrat i søer og vandløb og meget andet. Stemmer briterne ja til en række særordninger til juni, kan Danmark formentlig få lov til at indeksregulere børnechecken. Men det er ikke, fordi et flertal i Folketinget har besluttet det.

At de folkevalgte har holdninger og forslag til løsninger, er vel det, de blandt andet er valgt til. Men jo mere de springer frem og ender med at støde panden mod barrierer for deres magtudøvelse – om det så er grundloven, EU, internationale konventioner, den danske arbejdsmarkedsmodel eller det kommunale selvstyre – desto mere udstiller de deres magtesløshed. Og når de kræver, at ældre skal have skiftet bleen oftere, at ingen må ligge på gangene på hospitalerne, eller at der skal flere pædagoger i børnehaven og mere disciplin i klasserne, beder kommuner og regioner dem venligt om at blande sig udenom. Når partier i Folketinget vil lukke grænsen for flygtninge, står Schengensamarbejdet og flygtningekonventionen i vejen. Og når de kræver hash og mobiltelefoner ud af fængslerne, får de løfter om strammere regler, indtil næste gang sagerne kommer frem.

Sagen er alvorlig. For de mange barrierer, der begrænser politikernes mulig­heder for at udøve magt, har en tendens til at reducere dem til pauseunderholdning. Man taler ofte om det snævre økonomiske råderum, men det politiske råderum er ofte endnu mere begrænset. Globalisering, internationalt samarbejde og en international økonomi har gradvist flyttet magt fra Folketinget, det samme har et stærkt kommunestyre, velvoksne interesseorganisationer og kløgtige embedsmænd.

Over de seneste 30 år er antallet af vedtagne love i Folketinget blevet færre. Til gengæld har ministerierne tredoblet antallet af bekendtgørelser. For nylig viste en opgørelse, at ni ud af ti direktiver fra EU implementeres administrativt i lovgivningen gennem bekendtgørelser fra ministerierne. De går altså helt uden om Folketinget. Problemet er, at politikerne enten ikke har opdaget det, eller også lader som om, at magtforskydningen ikke er sket. Over for det står den moderne politikers enorme behov for at være klart profileret. Og når de ikke har magt, som de har agt, kaster de sig alt for ofte over områder, hvor deres ord falder på stengrund.