Analyse: Danmark – ikke noget at skamme sig over

Klimamål, ulandshjælp og andel af akademikere barberes, F16-fly trækkes hjem, dukserollen i EU opgives, og flygtninge vil hellere til Sverige. Danmark bliver et almindeligt land og har ikke råd til at være humanitær stormagt. Der er ingen penge i smiger.

I de snart 100 dage ved magten har den nye regering lagt en ganske realistisk tilgang på en række af de områder, som nogle tidligere har brugt at brande Danmark: Det grønne, ulandshjælpen og EU. Foto: Mathias Løvfreen Bojesen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvfreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark er ved at blive et helt almindeligt land. Heldigvis, kunne man sige. Findes der noget mere irriterende end den opblæste lille dreng i skolegården, der hele tiden skal fremhæve sig selv som den bedste til alt, altid? Det er ikke mange statsministre siden, at Danmark skulle være foregangsland for resten af verden, senere et grønt foregangsland, et aktivistisk, fredsbevarende foregangsland, verdens bedst uddannede land med et sundhedsvæsen og en folkeskole i verdensklasse. Et foregangsland, når det gælder humanitære indsatser og hjælp til den tredje verden. I dag er de fleste af politikerflosklerne sendt på historiens mødding. De hører til en tid, hvor det blev moderne at benchmarke og rangliste alt og alle. Men nu er det slut.

I dag er en ny realisme indtrådt. Blot vi med statsminister Lars Løkke Rasmussens ord »ikke har noget at skamme os over« er det sådan godt nok. Hans og Inger Støjbergs udsagn blev brugt om, hvor mange flygtninge Danmark tager, men kunne på sin vis stå som en lidt underspillet overskrift på regeringens kurs. Fra »Danmark som foregangsland« til »Danmark – ikke noget at skamme sig over«. Et helt almindeligt land, som en gang imellem rækker ud efter verdensklassen, men godt ved, at det mest er i længsel efter smiger og for vores egen selvforståelses skyld.

Jo, vi sendte en mand ud i rummet og var stolte af det, men ulandshjælpen bliver skåret ned, og »vi kan stadig være os selv bekendt«. Den tidligere regerings klimamål udskydes, men vi performer stadig bedre end de fleste. Flygtningene vil hellere til »den humanistiske stormagt« Sverige, men vi tager vores rimelige andel. Regeringen arbejder benhårdt på, at Danmark ikke længere skal være EUs overduks, når det gælder hurtig og til-punkt-og -prikke implementering af EU-lovgivning, men vi vil stadig være blandt de flinkeste i klassen. Vores nedslidte F16-fly, som i triumf var sat ind mod Islamisk Stat, er trukket hjem, personalet skal hvile sig og flyene til eftersyn, men de vil snart blive erstattet af nye supermoderne kampfly. Vi ved bare ikke rigtigt hvilke og hvornår.

Og i denne uge sagde uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) tilmed, at regeringen dropper målet om, at 25 procent af en årgang skal have en akademisk uddannelse. Andelen er faldet en smule, og det er godt. Den tid er forbi, hvor vi troede, at Danmark skulle overleve på at have verdens største hjerner, at danskerne for alt i verden skulle være smartere, klogere, mere innovative og bedre uddannede end alle andre. Nu handler det om Danmark som industriland, gode erhvervsudannelser, sunde madpakker, vækkeure der ringer, kontanthjælp der barberes, dagpenge der målrettes og hårdt arbejde. Herning frem for Østerbro. Vi holder af hverdagen.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde til Helle Thorning-Schmidt, da hun var statsminister, at han var imponeret over at se, hvordan Danmark »punches above its weight«. Hvordan vi på den internationale scene slår hårdere, end man skulle forvente i Danmarks vægtklasse. Det lunede vi os ved i nogle dage, indtil DRs Detektor afslørede, at præsidenten havde sagt det samme om Holland, Irland og Filippinerne. Nu er den danske ambassadør Peter Taksøe-Jensen sat til at give et bud på Danmarks udenrigs­politiske kurs i fremtiden. Hvor hårdt skal vi slå? Og det er der tydeligvis god brug for. Kursen kan i hvert fald ikke styres af forfængelighed og længsel efter præsidenters komplimenter. Det er dyrt at være foregangsland og måske ikke altid til at se, hvad vi får ud af det, ud over at vi måske kan ranke ryggen lidt i mødet med verden.

Samfundsøkonomien er blevet den primære konkurrenceparameter i en global verden, og jysk snusfornuft har sneget sig ind i regeringskontorerne. Eller som en canadisk journalist konstaterede for nylig i en artikel om de enorme udfordringer, Sverige står foran med sin generøse indvandrerpolitik: »Danskerne ønsker ikke at være en moralsk supermagt. De har ikke råd til det.«