Analyse: Da Løkke bragede mod muren

Det er langt fra første gang, at Lars Løkke Rasmussen skal hive sig selv og sit parti op fra et sort hul, så han kender udfordringen, når han i den kommende tid skal udbedre skaderne på sit image som statsminister og have stoppet nedgangen for Venstre.

Ser vi tilbage på de seneste døgn, bærer Løkke i høj grad ansvaret for, at opgøret om Eva Kjer Hansen udviklede sig fra mistillid til en enkelt minister til en fuldtonet regeringskrise .

Ganske vist tyder alt på, at den konservative leder, Søren Pape Poulsen, i flere omgange har været endog meget svær at afkode, ikke blot for Løkke, men også for de øvrige partiledere i blå blok, eftersom Pape har vist sig konstruktiv og imødekommende i de lukkede forhandlinger, hvorpå han har skruet voldsomt op for retorikken over for medier og offentlighed. Bag de lukkede døre har han givet indtryk af, at Eva Kjer Hansen måske skulle fortsætte på en anden ministerpost – udadtil har han afvist den mulighed, når han først har haft møder med sine nærmeste rådgivere.

Denne udlægning af de interne blå møder afvises pure af de Konservative, men forløbet betyder ironisk nok, at tilliden til den konservative leder internt i blå lejr er faldet lige så meget, som vælgernes tiltro til Pape er steget i de seneste døgn.

Her og nu kan de Konservative glæde sig over stærkt tiltrængt fremgang i målingerne, men fremadrettet bør den konservative folketingsgruppe nok forberede sig på, at der kan blive kontant afregning, når og hvis partiet kommer på kollisionskurs med de øvrige blå partier.

Når alt dette er sagt, bærer Løkke dog størstedelen af skylden for, at det samlede forløb blev så dramatisk. Det var Løkke, som oprindelig reagerede impulsivt og voldsomt på nyheden om, at de Konservative havde mistet tilliden til Eva Kjer Hansen. Det var Løkke, som ud af det blå begyndte at rejse diskussionen om, hvor vidt der overhovedet var grundlag for at køre videre som regering. Og det var Løkke, der begyndte at true med et folketingsvalg. Han optrappede og eskalerede bevidst krisen for at lægge et maksimalt pres på Søren Pape Poulsen i håb om, at de Konservative i sidste ende ville bøje af.

Lørdag formiddag endte statsministerens bastante taktiske offensiv i et fuldtonet nederlag. Her bekendtgjorde Søren Pape over for omverdenen, at de Konservative fortsat stod fast på, at partiet ikke havde tillid til Eva Kjer Hansen som minister. Derpå gjorde Kjer det eneste logiske. Hun indgav sin afskedsbegæring. Og dramaet blev afsluttet – uden at Løkke rullede helt ud over kanten og fik udskrevet et folketingsvalg, som danskerne ikke ønskede, og som kunne have resulteret i yderligere tilbagegang for Venstre og tabt regeringsmagt.

Det siger sig selv, at det ikke er sjovt at være i Løkkes sko i dag. Han forsøgte at true sig frem, men det virkede ikke, og dermed blev der anrettet nye skader på regeringschefens prestige og autoritet, som i forvejen ikke er stor i mange vælgeres øjne. Det kommer til at tage tid – lang tid – at få klinket skårene, og det gør ikke udfordringen for Løkke mindre, at arbejdsopgaverne for hans smalle V-regering er så monumentale. Snart vil flygtninge- og immigrantkrisen igen blive det dominerende tema, når trafikken mod Europa intensiveres, og endnu engang vil Løkke i høj grad være afhængig af udviklingen i det øvrige Europa.

Når trepartsforhandlingerne er overstået, venter der bl.a. økonomiforhandlinger med regioner og kommuner, inden finansloven for 2017 og 2025-planen – som vil fortælle om udfordringerne for dansk økonomi – vil blive præsenteret i sensommeren. Herfra venter dybt komplicerede forhandlinger i en virkelighed, hvor det økonomiske råderum er stærkt begrænset. Selv for den mest fagligt indsigtsfulde statsminister – og den kategori hører Løkke rent faktisk til – vil der være tale om et politisk maratonløb.

Her og nu kan Løkke nøjes med at komme hen over weekenden – til akkompagnement af kilometervis af kritisk medieomtale – inden han i begyndelsen af den nye uge så småt kan tage lidt af styringen tilbage med udnævnelsen af en ny miljø- og landbrugsminister.

Centrale kilder forudser, at der bliver tale om en minimal rokade, hvor målet alene er at få udfyldt hullet efter Eva Kjer Hansen, hverken mere eller mindre. Der er bestemt heller ikke lagt op til en udvidelse af regeringen, selv om LA-leder Anders Samuelsen på de interne møder ventilerede sin gamle idé om at danne en stor og bred borgerlig-liberal samlingsregering.

Har Løkke kun tabt? Ja, i stor udstrækning, men i løbet af den uskønne magtkamp med de Konservative og sit eget åbenbare prestigetab lykkedes det ikke desto mindre at få sat en vigtig dialog i gang om samarbejdet – eller mangel på samme – inden for blå blok. Efter regeringens overbevisende start og frem til den tabte EU-afstemning har relationerne i blå lejr i for høj grad været præget af særstandpunkter, mangel på kommunikation og direkte benspænd. Under samtalerne i Statsministeriet og på Marienborg er der opnået enighed om, at niveauet skal løftes, hvis ikke regeringsmagten skal overbringes på et sølvfad til Mette Frederiksen & Co.

Den store test bliver, om de smukke hensigtserklæringer kan blive til virkelighed.