Analyse: Anders Samuelsen står med suveræn chance

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Anders Samuelsen vil gøre op med stop-Danmark og arbejde for et start-Danmark.

»Jeg elsker det Danmark, hvor vi bekymrer os om hinanden, når det går skidt – og glæder os med hinanden, når det går godt. Det er vækst-Danmark. Det er start-Danmark. Det er glade Danmark. Men der findes desværre også et Danmark, hvor ytringsfriheden er under pres, hvor vi bliver flået i skat, hvor de lavtlønnede reelt bliver snydt, hvis de forsøger at lægge noget til side til pension, hvor gamle mennesker kan ligge alene og dø. Det er stagnations-Danmark. Det er stop-Danmark. Det er jante-Danmark og det er dét Danmark, som vi skal gøre op med.«

Sådan lød parolen fra Anders Samuelsen på LAs landsmøde i går, og ifølge LA-lederen har danskerne valget mellem stop-Danmark og start-Danmark.

»Jeg er ikke i tvivl – jeg vælger start, frihed, vækst og glæde,« sagde Anders Samuelsen. Optimismen blev gengældt af tilhørerne, som deltog i et landsmøde præget af god stemning og en forventning om, at LA kan være på vej mod nye gennembrud.

Gør vi status, er det lykkedes for Samuelsen – i tæt samspil med Simon Emil Ammitzbøll – at skabe stabilitet omkring LA, som for få år siden blev omtalt hånligt af stort set alle i det politiske miljø. I dag støttes LA af 5,6 procent af vælgerne ifølge Berlingske Barometer, og partiet er i gang med en stilfærdig, men systematisk omstilling fra rollen som protestparti til et parti, der vil søge indflydelse og være med til at skabe resultater, hvis det lykkes for Lars Løkke Rasmussen at blive statsminister. At gennemføre den transformation – stort set uden protester fra baglandet – er udtryk for solidt håndværk.

Nok så interessant står LA med et ret godt udgangspunkt for at vokse. I blå lejr har Venstre mistet opbakning fra danskerne, ligesom de Konservative kæmper for at skærpe partiets profil og få Søren Pape til at fremstå som en overbevisende leder.

Når Anders Samuelsen kalder til kamp for start-Danmark, er ordene ikke direkte møntet på de Konservative, men det er svært ikke at komme til at tænke på den konservative valgkampagne, som mere end noget andet er præget af ordet »stop«.

Stop til naziislamisme står der med store bogstaver på partiets mest kontroversielle plakat, og dertil kommer stop for bl.a. regeltyranni, grundskyld og skattehetz.

Når Søren Pape forklarer baggrunden for kampagnen, lyder det således: »Vi skal have et Danmark, hvor vi tør give danskerne den frihed og det ansvar, at vi lader dem beholde flere af deres egne penge, og hvor Skat ikke bare vader ind i folks haver uden dommerkendelser. Et Danmark hvor det er nemt og ubureaukratisk at drive virksomhed, og hvor væksten sker i den private sektor, ikke den offentlige. Et Danmark hvor mennesker og sund fornuft kommer før systemer og kassetænkning, og staten tjener borgerne. Aldrig omvendt.«

Når det formuleres på dén måde, vil både LA og Venstre støtte budskabet, men ser man alene på plakaterne, er det tankevækkende, at budskabet i så høj grad er præget af protest og et opråb om at sige stop.

Langtfra alle konservative er enige i strategien. I lørdagens udgave af Berlingske skrev den tidligere konservative general­sekretær, John Wagner, at han godt forstod, at dele af kampagnen havde vakt forargelse. John Wagner understregede omhyggeligt, at når Naser Khader forklarer, hvad der ligger bag udtrykket »naziislamisme«, gør han det ordentligt. Men samtidig fastslog Wagner, at den grafiske opsætning af ordet på de konservative plakater er skæv. Her står: »Stop nazi, islam, isme«. Ifølge Wagner forurener plakaten den politiske debat på linje med Yahya Hassan. Og det siger ikke så lidt, lød den spidse tilføjelse.

Derpå efterlyste John Wagner en bedre balance mellem at sige »stop« og »go«, og der er næppe tvivl om, at det smerter ham – og andre konservative – at være vidne til en kampagne, der mere kendetegner et protestparti end et parti, der har kraften til at formulere visioner, finde løsninger og bære regeringsansvar, sådan som de Konservative gjorde det i 1980erne med den konservative leder Poul Schlüter i Statsministeriet, og sådan som det skete i nullerne med Fogh som regeringschef for en VK-regering.

Konservative strateger vil svare, at med en relativt ukendt formand og en tilslutning fra vælgerne på fire-fem procent er de Konservative tvunget til at kommunikere kontant for at få opmærksomhed. Risikoen er, at de Konservative ender med at forstærke et borgerligt vagtskifte, som vil cementere liste C som det mindste parti i blå blok og give Liberal Alliance et godt afsæt for vækst.