Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
På mandag kan Alternativet se tilbage på et år, hvor støtten til partiet er gået en vej – mod færre stemmer. Ifølge Berlingske Barometer, der er et vægtet gennemsnit af de politiske meningsmålinger, stod partiet til 7,6 procent af stemmerne den 22. maj 2016. I dag er opbakningen faldet til 5,7 procent.
Opbakningen er pæn sammenlignet med valgresultatet i 2015, der lå på 4,8 procent. Men er intet at sammenligne med den medvind partiet havde i foråret sidste år. Allerede omkring januar 2016 begyndte partiet at trække fra. Og den 22. maj stod Alternativet ifølge Berlingske Barometer til den bedste måling nogensinde i partiets korte historie.
På årsdagen for Alternativets bedste måling er partiet på niveau med Radikale Venstre, det parti som politisk leder af Alternativet Uffe Elbæk trak sig fra i 2013.
Radikale Venstre har i modsætning til Alternativet siden den 22. maj sidste år haft en signifikant fremgang på 1,3 procentpoint og står i dag også til en opbakning på 5,7 procent.
Ved folketingsvalget i 2015 vandt Alternativet ni mandater, et mandat mere end Radikale Venstre. 0,2 procentpoint skilte de to partier fra hinanden ved valget dengang.
Der er derfor igen lagt op til en tæt symbolsk kamp om, hvilket af de to partier, der i fremtiden står til at blive størst.
Hvis vi kaster et blik på de to blokke, er rød blok i dag størst med en opbakning på 51,1 procent af stemmerne mod blå bloks 48,9 procent.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre, og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.