Amerikanisering af dansk valgkamp

Den amerikanske valgkamp er i realiteten godt i gang, og her i landet går der rygter om, at statsministeren snart vil udskrive valg. Men uanset om det danske folketingsvalg kommer før eller efter nytår, vil de danske medier helt sikkert beskæftige sig med amerikaniseringen af den danske valgkamp. Det er et tema, som efterhånden rutinemæssigt dukker op ved danske folketingsvalg og senest har Mogens Lykketoft været ude med en kraftig kritik af de overfladiske danske medier.

Med hvad mener man egentlig med udtrykket amerikaniseret? Udtrykket er jo ikke videnskabeligt defineret, men henviser ofte til, at det ikke er vælgernes ønsker og behov, der sætter dagsordenen, men medierne og politikerne, der forsøger at overbyde hinanden i populistiske udspil.

For nylig skulle jeg tilrettelægge en udsendelse til DR2, hvor temaet netop var amerikaniseringen af danske valgkampe. I den forbindelse kiggede jeg mange timers gamle valgkampsudsendelser igennem i DRs enorme arkivmateriale. Helt tilbage fra en kendt dansk statsminister, der gik til genvalg under det ret så amerikaniserede slogan, »Stauning eller Kaos«.

I 1950 vakte politikeren Viggo Starcke opsigt med sin usædvanligt mediebevidste valgtale i radioen. Han indledte talen med ordene: »Tak, fordi jeg måtte komme ind i Deres stue«. En efter datidens målestok populistisk, men yderst velfungerede måde at kommunikere på. Starckes stil var tydeligt inspireret af den amerikanske præsident Roosevelt. I sine fire-side-chats sad Roosevelt ved siden af den knitrende kamin og talte gennem radioen til det amerikanske folk.

I begyndelsen af 70erne dukkede en politiker op, der talte et meget klart man kunne måske sige meget amerikaniseret sprog, som danskerne kunne lide at høre: Ned med skatterne! En klarhed i budskaberne, der måske var forud for sin tid. I hvert fald resulterede det i 28 mandater til Mogens Glistrup, der havde stiftet et parti med det populistiske navn, Fremskridtspartiet.

Man kan sagtens finde eksempler på danske politikere, der på bedste amerikanske facon har kunnet trænge igennem de elektroniske medier med en mere eller mindre amerikaniseret valgkampsretorik. Men sammenlignet med de amerikanske valgkampe var det hele dog meget uskyldigt. I det mindste indtil slutningen af 1980erne. Helt frem til 1988 var der kun én landsdækkende TV-station i Danmark: Danmarks Radio, hvor journalisterne var velopdragne og høflige og stillede velopdragne, høflige og saglige spørgsmål til politikerne. Det danske mediebillede og måden at dække valgkampe på begynder kraftigt at ændre sig mere i retning af det amerikanske, da TV2 bliver sendt i luften. Væk med alle de ekspertbaserede og indforståede diskussioner mellem politikere og journalister og ind med konsekvenseksperterne de almindelige mennesker.

Da TV2 startede, var der mange, som skældte ud over at betale penge til to forskellige TV-stationer, der sendte de samme nyheder. Det var en meningsløs anklage, dels fordi det er absurd med et moderne demokrati, der kun har én landsdækkende TV Avis, dels fordi der rent faktisk var meget stor forskel på, hvordan den gamle TV Avis og de unge TV2 Nyheder præsenterede historierne. TV Avisen var som en slags OBS-programmer, Oplysning til Borgerne om Samfundet, mens TV2 Nyhederne bevægede sig rundt i landet, væk fra København og ud til borgerne selv. Det var en nødvendig og sund udvikling, men også en udvikling, der sidenhen har medført større og større populisme i danske medier.

På mange måder er danske valgkampe gennem de sidste 20 år blevet mere og mere amerikaniserede. Ikke mindst når det gælder mediernes og dermed politikernes fokusering på to statsministerkandidater, der fører præsidentvalgkamp. Det var f.eks. tydeligt under valgkampen mellem Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen i 1998. Når man ser billederne fra dokumentarfilmen »Kandidaterne«, er det som at se billeder fra et amerikansk partikonvent. Tusindvis af højtråbende fans med balloner og flag til fordel for den ene eller anden kandidat. Midt under duellen hiver Nyrup pludselig et spritnyt Ritzau-telegram op af inderlommen. Sådan som Nyrup udlægger telegrammet, står der, at Uffe Ellemann uden videre vil afskaffe de danske EU-forbehold. Uffe afviser og siger, at han kun vil afskaffe forbeholdene efter at have spurgt befolkningen. Efter duellen følger kameraet en rasende Uffe Ellemann med ud i valgbussen, hvor han syder og fråder over Nyrups angreb: »Han må jo ikke være rigtig klog«.

Også ved valget i 2001 hev Poul Nyrup en seddel op af lommen. Det skete i programmet »Reimer Bo Møder Poul Nyrup Rasmussen«. En programtype der i sig selv var amerikansk-inspireret med sin blanding af det politiske og private. På Nyrups seddel stod et citat fra Anders Fogh Rasmussens bog »Fra socialstat til minimalstat«. I udsendelsen forklarer Nyrup, at han altid går rundt med citatet i bukselommen for aldrig at glemme, hvad det er for et menneske, han er oppe imod. Og nogle måneder senere begynder Poul Nyrup Rasmussen at rive sider ud af bogen under en ophidset valgduel med Anders Fogh. TV-kameraerne sluger situationen, men det populistiske stunt ender med at udstille statsministeren som desperat.

Ved det seneste danske folketingsvalg har amerikaniseringen nået et foreløbigt højdepunkt. Den afsluttende valgduel på Danmarks Radio mellem Fogh og Lykketoft er en 100 pct. tro kopi af den amerikanske TV-duel mellem Bush og Kerry. Den danske public service-station har nærstuderet hver eneste detalje i de amerikanske TV-stationers valgdækning. Efterligningen var så påfaldende, at DRs egen TV Avis efterfølgende lavede et indslag, der demonstrerede, hvordan kandidaterne f.eks. skulle overholde bestemte tidsintervaller, der blev markeret med røde, gule og grønne lys alt sammen for at gøre debatten mere seervenlig.

Mogens Lykketoft følte sig dårligt behandlet af medierne under valgkampen, hvor meningsmålingerne blev dårligere og dårligere. Hans spindoktorer forsøgte at rette op på situationen ved at invitere Göran Persson til Danmark for at besøge en børnehave sammen med Lykketoft. Det går helt galt for Lykketoft, da TV2 beder om at få et interview med ham, umiddelbart før han skal ind i børnehaven sammen med den daværende svenske statsminister. En stresset og presset Lykketoft indvilger modvilligt, men understreger, at det ikke må tage for lang tid, fordi han skal tilbage til den svenske statsminister. Derefter må Socialdemokraternes kandidat stå og vente i meget, meget lang tid. Så lang tid venter Lykketoft på TV2, at hans gæst i mellemtiden har forladt børnehaven. Og TV2 stiller aldrig om. Lykketoft er ude af sig selv af raseri. Og man forstår ham. Men danske medier har muligvis endnu mere magt end de amerikanske. Kan man måske forestille sig en amerikansk præsidentkandidat, der står ude i kulden og venter på et interview, der aldrig kommer, fordi Nyhederne aldrig stiller om til ham?

Her i begyndelsen af det 21. århundrede styres danske valgkampe fra redaktionssekretariaterne hos TV2 og DR. Amerikanisering er et paradoksalt udtryk at bruge om danske valgkampe, for danske valgkampe er på mange måder mere amerikanske end de amerikanske. I hvert fald når det gælder mediernes og især de elektroniske mediers magt. Politikerne hopper og springer, og den eneste, der tilsyneladende er i stand til at sætte sig egen dagsorden, er Anders Fogh. Hans nuværende modkandidat er ikke så god til at styre medierne i det lange løb. Men som det tydeligt fremgik under formandsopgøret mod Frank Jensen er hun virkelig, virkelig god på den korte bane. Under den kommende danske valgkamp vil vi se to kandidater, der er formidable på hver sin måde: Anders Fogh Rasmussen er uden tvivl den største valgstrateg i dansk politik og Helle Thorning-Schmidt er uden tvivl den bedste »campaigner« i dansk politik. Når først statsministeren trykker på valgknappen, skal han løbe ualmindeligt hurtigt for at kunne følge med Socialdemokraternes formand. Fogh er suveræn til de lange linjer, men han er usikker, når han skal ud og trykke hænder og improvisere i det kaos, som en moderne dansk valgkamp er.

Er amerikaniseringen af danske valgkampe så godt eller dårligt for demokratiet? Mest godt. Forstået på den måde, at medierne passer deres arbejde, stiller både dumme og begavede spørgsmål i én pærevælling og forsøger at dække kandidaterne på en måde, som seerne/vælgerne gider interessere sig for. Og i modsætning til i USA kan en dansk toppolitiker ikke undgå at svare på ret så detaljerede spørgsmål om skattepolitik og andre emner i løbet af en valgkamp. Generelle og overfladiske, ideologiske udsagn er ikke nok. Selv om amerikaniseringen og populismen er vokset voldsomt, fortsætter danskerne med at interessere sig for politik. Det viser valgdeltagelsen. Forklaringen er nok, at danske medier samlet set er gode til at dække politik og valgkampe fra alle vinkler. Medierne passer deres arbejde. Og så må politikerne bare finde ud af, hvordan de vil passe deres.

Frits Bredal er kommunikationsrådgiver og journalist, har tidligere arbejdet tre år som journalist ved DR Nyheder, har studeret samfunds­videnskab og amerikanske medier ved University of Kansas i USA.