Amerikaner for de seje

Dodge Nitro - af amerikanerne selv kaldet en »bad ass suv« - kan nu købes i Danmark.

Dodge Nitro er ret så primitiv, men skal også matche sit amerikanske kælenavn, »bad ass suv«. <br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nitro skiller sig ud fra mængden med sin meget markante attitude. Den ligner på ingen måde Chevrolet Captiva, Hyundai Santa Fe og Kia Sorento, som Dodge selv betragter som Nitros primære konkurrenter, og det kan vise sig at blive dens fordel.

Ved den europæiske præsentation af Nitro i Sevilla stod man tilbage med indtrykket af en bil, der vil meget mere, end den kan. Den 2,8 liters dieselmotor med 177 hk er kraftig nok, men lyden er så sandelig også kraftig - alt for kraftig.

Gearskiftet er knoklet og besværligt, og atter undres man sig over, at en nation, der formår at sende folk til månen, bygge en bemandet rumstation, ikke er i stand til at kæle lidt mere for deres bilers finish. Selv en billig sydkoreaner virker i kabinen som en dyrere bil.

Nitro kommer i tre udstyrsniveauer, med en diesel- og en benzinmotor. Som varmt brød kommer den næppe til at gå, og gulpladeudgaverne bliver nok dem, der bliver solgt flest af. Indgangsprisen for en Nitro på gule plader bliver 246.000 kroner plus moms - knap 40.000 kroner. På hvide plader starter prisen ved 464.000 kroner.