Ambassadørens frygt for Thorning var begrundet

Både eksambassadør James P. Cain og præsident George W. Bush så Anders Fogh som den perfekte regeringschef.

James P. Cain var USAs ambassadør i Danmark fra 2005 til 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Hagemann Bro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man forstår godt, at USA’s tidligere ambassadør James P. Cain går uroligt rundt og venter på hvilke pinagtige dokumenter, der kan dukke fra WikiLeaks med hans underskrift på.

Manden var indædt republikaner, en svoren tilhænger af den kontroversielle præsident George W. Bush og tillige kendt som en bramfri herre, der langt fra udtrykte sig med den professionelle diplomats slebne formuleringer.

I Anders Fogh Rasmussen så såvel James P. Cain som George W. Bush den perfekte regeringschef, for i Foghs verdensbillede var det afgørende, at Danmark positionerede sig som en stålsat allieret til supermagten.

Fogh støttede uden vaklen

Det viste sig, da Fogh uden vaklen støttede krigsførelsen mod Al Qaedas terrorreder og Taleban-styret i Afghanistan, og det samme var tilfældet, da han med det smallest mulige flertal besluttede at bakke op om invasionen i Irak for at fjerne Saddam Hussein. 

I Det Hvide Hus blev statsministerens ubetingede loyalitet bemærket, og mens andre regeringsledere rundt om i verden blev presset, kom på kollisionskurs med deres vælgere og fik tiltagende svært ved at fastholde en folkelig støtte til de militære aktioner i Irak og Afghanistan, var Fogh en af de få regeringschefer, som længe kunne fastholde opbakningen til aktionerne.

På samme vis holdt Fogh sig tilbage, når andre europæiske stats- og regeringschefer havde svært ved at skjule deres skepsis og modstand mod den amerikanske præsident, og det blev en del af baggrunden for det sælsomme partnerskab, som udviklede sig mellem præsidenten for verdens mægtigste magt og chefen for det lille kongerige mod nord.

Frygt for oppositionen

Samspillet var naturligvis også en vigtig del af forklaringen på amerikanernes støtte til Fogh som ny generalsekretær for NATO. Omvendt så amerikanerne - med James P. Cain som lokal spejder - med skepsis på oppositionens ledere herhjemme.

Frygten var – med rette – at et regeringsskifte ville føre til justeringer af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje, som ville medføre, at en ny regering hurtigere ville være indstillet på at slutte engagementet i Afghanistan.

I dag er alt dette historie. Det blev Fogh, som traf de skelsættende beslutninger om at sende Danmark i krig, mens det er blevet statsminister Lars Løkke Rasmussen, som har fået den utaknemmelige opgave med at afslutte den hårdeste og blodigste internationale aktion for Danmark i nyere tid. USA er med Barack Obama som præsident slået ind på en kurs, som handler om at få tropperne ud af Afghanistan – uden at det krigshærgede land kollapser kort efter.  Slutspillet om Afghanistan er med andre for længst sat i gang, og forventningerne til, hvad det er muligt at opnå i landet inden tilbagetrækningen, er ved at blive nedjusteret.

Thorning  også med amerikanerne

På den måde er analyserne – og de øjensynligt meget åbenhjertige rapporter – fra James P. Cain alene et vidnesbyrd det usædvanligt tætte forhold mellem Fogh og USA. Det store spørgsmål er, om dokumenterne også snart bliver til et historisk kildemateriale om en særlig epoke i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Naturligvis vil dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke dreje 180 grader i tilfælde af et regeringsskifte. Det tætte forhold mellem USA og Danmark har varet i årtier.

Det kom i dyb krise i 1980’erne, men det lykkedes i sin sidste tid som udenrigsminister for Uffe Ellemann-Jensen at genopbygge forholdet. Siden blev det udbygget under statsminister Poul Nyrup Rasmussen, udenrigsminister Niels Helveg Petersen og forsvarsminister Hans Hækkerup i 1990’erne, inden Fogh som ny regeringschef placerede Danmark endnu tættere på USA efter regeringsskiftet i 2001.

Lykkes det for Helle Thorning-Schmidt at blive Danmarks næste statsminister, vil hun ligeledes lægge stærk vægt på de transatlantiske bånd, og det vil være nemmere for hende at forfølge den linje overfor Barack Obama end overfor den i Europa så stærkt udskældte og upopulære Bush-administration.

Men Thorning vil givet i højere grad end Fogh være opmærksom på at styrke Europas stemme. Endelig vil hun med stor sikkerhed lægge op til en mere demilitariseret udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Anders Fogh Rasmussens krige i Irak og Afghanistan.

At fremtidens internationale slag ikke altid skal udkæmpes med våben i hånd, blev i øvrigt også understreget af statsminister Lars Løkke Rasmussen i den bog - ”I Orkanens Øje” – som jeg for nylig udgav. Nye vinde blæser.