Alm. Brand bakker stadig op om cykelhold

Dopingskandalerne vælter ind over Tour de France, og to hold har i ugens løb forladt løbet grundet brug af doping blandt deres ryttere. Alm. Brand holder fast i sponsoratet af Team CSC.

Natten til torsdag nåede løbet sit foreløbige lavpunkt da Michael Rasmussen, der ellers havde den gule trøje, blev smidt ud af løbet.

Men al den negative omtale får ikke Alm. Brand, der er medsponser på Bjarne Riis' hold Team CSC, til at ryste på hænderne.

- Al omtale er naturligvis ikke god omtale, men skandalen berører ikke Team CSC, der har en erklæret antidopingpolitik, og den bakker vi op. Vi stoler på holdet, siger presseansvarlig i Alm. Brand Pia Rosager til RB-Børsen.

Hun mener ikke, det vil være fair over for holdet at trække sig ud på nuværende tidspunkt, hvor hele sporten er i modvind. Og hvor holdet måske er med til at vise vejen frem for bekæmpelse af doping.

- Men der er ingen tvivl om, at hvis der foregår systematisk doping på holdet, så er vi ikke længere sponsorere. Det står også i den kontrakt vi har lavet med holdet. Men vi kan jo aldrig gardere os mod, at enkelte ryttere gør noget dumt. Og hvis det er tilfældet, regner vi med at holdet gør kort proces. Det har vi jo set med Ivan Basso, siger hun.

Selvom dopingspøgelset i mange år har hjemsøgt cykelsporten, har det ingen konsekvenser for Alm. Brands sponsorat.

Det er ingen hemmelighed, at det er få steder man får så meget eksponering for pengene, som man gør i cykelsport. Og det er naturligvis med i vores overvejelser. Men vi mener, at Team CSC er toneangivende, når det kommer til antidoping, og holdets værdier harmonerer godt med de værdier som Alm. Brand har, fortæller Pia Rosager.

Holdet har i skrivende stund en mand på en samlet fjerdeplads, og rytterne der ligger foran og omkring ham forfølges alle af dopingrygter i større eller mindre grad.

- Måske er det naivt at tro, der ikke findes doping på Team CSC, men vi har tiltro til, at holdet har styr på det. Og at der bliver udført de tests, der skal til, siger hun.

(RB-Børsen)