Alle Københavns børn skal kunne passes

Overborgmester Ritt Bjerregaard vil afsætte lidt over 200 mio. kr. til nye institutioner, så kommunen kan overholde pasningsgarantien.

Københavns Kommune mangler p.t. plads til 1.000 børn i institutionerne. - Arkivfoto: Lea Mailandt Mathiesen Fold sammen
Læs mere
København lever kommune ikke op til pasningsgarantien.

Derfor vil Socialdemokraterne på Københavns Rådhus afsætte omkring 213 millioner kroner til nye institutioner. Det viser et budgetoplæg fra Socialdemokraterne, som Ritzau er kommet i besiddelse af.

- Det er rigtigt, at vi vil sikre, at der er institutioner og skoler i de nye byområder, så vi kan overholde pladsgarantien, fortæller Socialdemokraternes gruppeformand, Jesper Christensen.

SF's leder og børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, ønsker ikke at kommentere forslaget, mens partierne forhandler. Men Ritzau erfarer, at SF langt fra er tilfreds med oplægget.

I øjeblikket mangler kommunen plads til cirka 1000 børn, og der skal derfor bygges 11 nye institutioner.

I overborgmesterens budgetudspil afsættes der også 42,9 millioner kroner til mad i børnehaver, hvor henholdsvis 5,6 skal gå til at lave maden, og 37,3 millioner kr. skal gå til at bygge nye køkkenfaciliteter.

Samlet vil Socialdemokraterne på børne- og ungeområdet bruge 275,7 millioner kroner på anlæg og 32,83 på driften.

/ritzau/