Zealand Pharma er nu dobbeltnoteret i Danmark og USA

Aktierne i Zealand Pharma er nu optaget til notering både i Danmark og I USA.

Læs mere
Fold sammen

Aktierne i Zealand Pharma er nu optaget til notering både i Danmark og I USA.

Aktierne havde første noteringsdag onsdag i USA, hvor handlen åbnede i 18,12 dollar (cirka 115 kr.), efter at der var solgt aktier i en såkaldt IPO til 17,87 dollar. I København ligger aktien på samme tid omkring 117 kr.

I anledningen af noteringen i USA var det selskabets direktør Britt Meelby Jensen, der ringede med åbningsklokken på Nasdaq.

- For os er det en succes og en kæmpe milepæl, at vi i dag har bevist, at Zealand nu er en attraktiv spiller på den amerikanske biotekscene, som er verdens største. Vores Nasdaq-notering i New York bliver et stærkt supplement til vores notering på Nasdaq Copenhagen, fordi den letter adgangen til en stor og unik gruppe investorer i USA med højt specialiserede kompetencer, siger administrerende direktør i Zealand Pharma Britt Meelby Jensen i en pressemeddelelse.

I forbindelse med børsnoteringen sigtede Zealand efter at sælge 4,375 mio. nye aktier mod tidligere 3,9 mio. aktier til afregningsprisen på 17,87 dollar, eller cirka 113 kr. per styk, hvilket var en rabat på 5 pct. i forhold til slutkursen på 118,50 kr. på Zealand Pharmas aktie tirsdag i København.

Derudover var der mulighed for, at der sættes yderligere 656.250 aktier til salg gennem den såkaldte overallokeringsret. Heraf vil 500.000 komme fra Zealands beholdning af egne aktier, mens resten er nye aktier.

Med udbuddet vil Zealand Pharma rejse omkring 492,5 mio. kr. før omkostninger ved børsnoteringen. Udnyttes overallokeringsretten vil bruttoprovenuet øges til 566,4 mio. kr.

/ritzau/FINANS