Yellen-høring i Senatet sætter markedet i stå

Der er kun mindre krusninger på de internationale valutamarkeder tirsdag morgen, hvor mange investorer har placeret sig selv på sidelinjen op til dagens høring med den amerikanske centralbankchef i Senatet i Washington.

Arkivfoto. Federal Reserves chef, Janet Yellen, skal senere tirsdag og igen onsdag redegøre for centralbankens pengepolitik og bankens syn på den økonomiske udvikling i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gary Cameron

Federal Reserves chef, Janet Yellen, skal senere tirsdag og igen onsdag redegøre for centralbankens pengepolitik og bankens syn på den økonomiske udvikling i USA.

Den halvårlige høringsrunde med først Senatets bankkomite og siden den tilsvarende komite i Repræsentanternes Hus er omgivet af stor interesse, da Janet Yellen kan give indikationer om, hvornår Federal Reserve har i sinde at øge renten, og om hvor mange rentetiltag der kan ventes i år.

- Investorerne venter bare på Yellens redegørelse, og afhængigt af hvad hun siger, kan dollaren teste nye højder igen. Men nogle af de japanske eksportører sælger dollar i øjeblikket, da de er skuffede over, at den ikke er styrket efter weekendens topmøde, vurderer valutachef Kaneo Ogino fra analysefirmaet Global-info Co i Tokyo ifølge Bloomberg News.

Han peger på, at der tilsyneladende ikke blev diskuteret valutapolitik eller handelsprotektionisme på mødet mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den japanske premierminister, Shinzo Abe.

Oven i de japanske eksportører salg af dollar kommer en bekymring over den nye amerikanske regering, efter at Donald Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver, Michael Flynn, har trukket sig fra posten.

Det sker efter en advarsel fra det amerikanske justitsministerium, der er bekymrede over en eventuel vildledning af vicepræsident Mike Pence i forbindelse med, hvorvidt Flynns har diskuteret sanktioner med Ruslands ambassadør i Washington, Sergey Kislyak.

Flynns opsigelse sender yen på banen som den altid sikre valuta, mens dollar presses lidt i baggrunden.

Euro koster tirsdag morgen 1,0610 dollar mod 1,0605 dollar mandag eftermiddag. Dollar koster samtidig 113,50 yen mod 113,90 yen mandag eftermiddag.

Dermed går der 120,40 yen på en euro tirsdag morgen mod 120,80 yen mandag.