Wall Street har fået armene ned

Som ventet åbnede de amerikanske aktier lavere torsdag i kølvandet af den med længsel ventede budgetaftale, som Kongressen havde stemt igennem natten til onsdag dansk tid.

Onsdag blev det til solide stigninger, da kompromiset omkring den finanspolitiske afgrund, den såkaldte fiscal cliff, sendte et lettelsens suk gennem markedet. Men torsdag var det slut med nytårsfesten. Torsdagens nøgletal op til fredagens arbejdsmarkedsrapport kunne ikke ændre det faktum, selvom ADP's jobrapport viste en uventet høj vækst.

Det tunge Dow Jones-indeks falder med 0,1 pct., mens S&P500 og Nasdaq sætter sig med omkring 0,2 pct.

De amerikanske bankaktier er lidt i fokus løftet af positive tilkendegivelser fra analysehuse. Den amerikanske banksektor går et godt år i møde. Det vurderer analytikerne hos britiske Barclays i et analysenotat torsdag, skriver Bloomberg News.

Barclays ser fornuftige muligheder i bankaktierne i 2013, og bankens analytikere løfter deres syn på sektoren som helhed og opfordrer kunderne til at fylde bankaktier på porteføljen. Særligt Bank of America, Goldman Sachs og Morgan Stanley får rosende ord med på vejen fra den britiske bank. Anbefalingen af alle tre aktier løftes til "outperform." De tre aktier ligger dog lavere i torsdagens åbning.

Også Sterne Agee & Leach løfter sit syn på flere af bankerne. Her høster JPMorgan, Citigroup og Popular Incorporated de største roser. Alle tre aktier opgraderes til "køb" fra tidligere "neutral," beretter Bloomberg News. Sidstnævnte stiger et par procent.

I den anden ende får Biogen stryg. Det amerikanske medicinalselskab dropper den videre udvikling af dexpramipexole til behandling af den sjældne sygdom amyotrofisk lateral sklerose (ALS). Det sker efter skuffende toplinjeresultater fra et fase 3-forsøg, der hverken nåde de primære endemål for funktionsevne og overlevelse eller de vigtigste sekundære endemål.

Aktien steg onsdag 2,5 pct., men handler torsdag ved åbningen knap 4 pct. lavere i 144,20 dollar.