Vodafone mærker priskrigen i Spanien og Italien

Foto: Neil Hall. REUTERS/Neil Hall/File Photo
Læs mere
Fold sammen

Der er priskrig på telemarkedet i Spanien og Italien, og det mærker giganten Vodafone i sine seneste salgstal.

I andet kvartal leverede Vodafone en organisk vækst på 0,3 pct., hvilket var marginalt bedre end de 0,2 pct., fem analytikere i snit havde spået ifølge Bloomberg News.

Ser man alene på tallene for Europa, var der dog en tilbagegang på 1,3 pct. på organisk basis til 7,49 mia. euro. i kvartalet.

Til gengæld var der en organisk vækst på 7 pct. i Vodafones andre markeder, der er slået sammen under paraplyen AMAP: Afrika, Mellemøsten, Asien og Stillehavsområdet.

»Den organiske omsætningsvækst inden for tjenester bremsede op i kvartalet - som forventet,« siger Vodafone-topchef Vittorio Colao i regnskabet og uddyber:

»Størstedelen af vores forretninger klarede sig godt med momentum i Tyskland, yderligere underliggende bedring i Storbritannien og god vækst i AMAP, hvilket alt sammen hjalp med at opveje den stigende konkurrence i Italien og Spanien.«

Ifølge Bloomberg News er Vodafone ramt af konkurrence fra Iliad i Italien og Orange i Spanien.

Vodafones forventninger til hele 2018, en underliggende organisk vækst i driftsresultatet (EBITDA) på 1 til 5 pct., består.

/ritzau/FINANS