Virus og vinterferie kunne ikke holde rekordsultne C25 tilbage

Selv om det danske aktiemarked har været præget af vinterferiestemning og usikkerhed om den smittefarlige coronavirus, satte det danske eliteaktieindeks igen rekord i denne uge.

Den internationale coronafrygt fik flere af de store, børsnoterede danske virksomheder til at lukke deres forretninger ned i Kina for at undgå smittefare. Men nu er bl.a. Carlsberg, Novo Nordisk og GN Store Nord igen på vej op i omdrejninger i Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: JAMES GOURLEY/EPA/RITZAU SCANPIX

Efter at en række gode regnskaber var med til at løfte det danske aktiemarked i sidste uge, har der i denne uge været få nyheder fra virksomhederne til at sætte kursen.

Det har med andre ord været en stille – eller kedelig om man vil – uge på det danske aktiemarked.

Coronavirussen ligger fortsat som en tåge af usikkerhed hen over de finansielle markeder. Siden udbruddet har der været frygt for, at den dødelige virus vil lægge en bremse på væksten i verdensøkonomien.

Samtidig har mange store, børsnoterede virksomheder været nødt til midlertidigt at lukke deres kinesiske forretning eller indstille produktionen som følge af coronavirussen.

I denne uge har flere virksomheder dog på ny slået dørene op i Kina. Blandt andre har Carlsberg, Novo Nordisk og GN Store Nord sat gang i dele af deres kinesiske aktiviteter, der ellers har været lukket ned af frygt for virussen.

Måske derfor har der blandt investorerne også indfundet sig en mere optimistisk stemning de seneste dage. Forventningen – eller måske rettere; forhåbningen – blandt et tiltagende antal investorer er nemlig nu, at coronafrygten kun vil lægge en midlertidig dæmper på verdensøkonomien.

Ny rekord for C25

Den forventning deles af økonomerne Ben May og John Payne hos Oxford Economics. I en ny analyse vurderer de to, at verdensøkonomien vil blive mærkbart ramt i årets første kvartal, men at virksomhederne derefter vil skrue op for produktionen og dermed indhente noget af det tabte.

Samtidig vil Kinas tiltag for at understøtte økonomien for alvor begynde at virke, når vi bevæger os ind i andet kvartal, lyder analysen.

Coronavirussen har heller ikke kunnet holde det danske eliteindeks, C25, fra at lukke ugen i rekordniveau.

C25-indekset:

Den første rekord blev dog sat allerede tirsdag, hvor C25-indekset lukkede i kurs 1.352. Tirsdagens stigning var godt hjulpet på vej af FLSmidth-aktien, der steg med 8,6 pct. Industrikoncernen offentliggjorde en årsrapport, der viste et fint fremgang i salget

Men i forbindelse med årsrapporten løftede FLSmidth også sløret for virksomhedens forventninger til 2020, der var langt fra prangende. Derfor skal det store kurshop nok vurderes som et udtryk for lettelse blandt investorerne. De havde frygtet, at det så værre ud, vurderer Michael Friis Jørgensen, Alm. Brand Markets’ chefaktieanalytiker, over for Ritzau Finans.

FLSmidth er den eneste store børsnoterede virksomhed, der har offentliggjort regnskab i denne uge.

Regnskab fra rederigigant

Størstedelen af eliteaktierne satte ord og tal på det seneste regnskabsår i ugerne op til uge 7, hvor mange danskere har holdt vinterferie. Årsrapporterne for de øvrige eliteaktier er strøet ud over de kommende tre uger.

De kommende uger byder dog også på en stribe af regnskaber fra fondsbørsens mindre og mellemstore selskaber. Det gælder blandt andre forsikringsselskabet Topdanmark, entreprenørkoncernen MT Højgaard Holding og flere lokale banker, herunder Fynske Bank og Vestjysk Bank.

Blandt eliteaktierne er det først biotekkometen Genmab, som steg med næsten 40 pct. sidste år, der offentliggør regnskab. Det sker onsdag.

For mange danske aktieinvestorer vil ugens højdepunkt dog nok være torsdag, hvor Danmarks største virksomhed målt på omsætning, A.P. Møller - Mærsk, offentliggør årsrapport.

Selv om lavere vækst i verdensøkonomien førte til lavere efterspørgsel på containerfragt sidste år, tyder de foreløbige meldinger på, at A.P. Møller - Mærsk formåede at sejle uden om de værste skær sidste år.

Allerede i oktober opjusterede rederigiganten forventningerne til 2019, hvor aktien endte med at stige hele 34 pct. Derfor vil de fleste analytikere have øjet skarpt rettet mod A.P. Møller - Mærsks forventninger til 2020.