Vestas vil blande sig mere i politik

 

Der er ikke nok at være en god købmand. Den danske vindmøllekoncern Vestas vil i stigende grad sætte dagsordenen i energidebatten, og her spiller vindmøllekoncernens politiske kontor en central rolle.

 

Den 1. februar er Vestas' politiske kontor helt oppe og køre. Herfra skal de syv ansatte fra kontoret tæt på Københavns Lufthavne sikre, at myndigheder fra hele verden tilgodeser Vestas' interesser.

 

Til at lede kontoret ansatte Vestas sidste år Peter Brun. Han kom fra Udenrigsministeriet og har arbejdet i flere lande og med at rådgive danske virksomheder.

 

- Vestas har følt et behov for mere systematisk at arbejde med det her område for at sørge for, at det spiller ordentligt i forhold til Vestas' strategi. Grundlæggende kan du se det som risikohåndtering. Den lovgivning, som kan være en mulighed eller en hindring, skal ikke komme som en overraskelse for os, konstaterer Peter Brun i et interview med RB-Børsen.

 

- Vindmøllebranchen har været præget af store op og nedture, men vi arbejder på at skabe en større grad af stabilitet i industrien, tilføjer Peter Brun, der startede i sit nye job 1. august sidste år. Han mener allerede, at den nyoprettede afdeling har sat sit fodaftryk.

 

- Vi har fået en mere effektiv kommunikation med vores interesseorganisationer og dermed en bedre varetagelse af Vestas' interesser. Vi er hvor det sner og hvor der kan være en udvikling, som vi kan påvirke, konstaterer Peter Brun.

 

Særligt to begivenheder for nylig har øget opmærksomheden om vindmøllekoncernens politiske relationer, påpeger Peter Brun. I forrige uge fremlagde EU-Kommissionens sin energi- og klimapakke, mens den danske regering i sidste uge fremlagde sit energiudspil. I alt skal den vedvarende energi udgøre op til 30 pct. af den samlede energiforsyning i Danmark i 2025, mens den tilsvarende ambition i EU-kommissionens plan er på 20 pct. inden 2020.

 

- Vi har været stærkt involveret i den nationale energistrategi, hvor vi har sørget for at vores interesser er blevet varetaget gennem Dansk Industri eller Vindmølleindustrien. Et andet eksempel er EU-planen, hvor vi gennem en tæt dialog med vores europæiske brancheorganisation har sørget for at blive hørt, konstaterer Vestas-lobbyisten.

 

Peter Brun mener, at det er tvingende nødvendigt, at Vestas snakker med myndighederne, da energibranchen er helt afhængig af verdens stater.

 

- Energibranchen bliver betraget som samfundets infrastruktur og derfor er det ikke et frit marked nogen steder. Vi skal overbevise om, at vind kan spille en rolle i de nationale energimix, og det kræver, at man deltager i diskussionerne med forskellige myndigheder, siger Peter Brun.

 

Hos Vestas bruger man i vid udstrækning det nationale ophav som et salgsargument i den store verden. Netop derfor er det vigtigt for vindmøllekoncernen, at Danmark bliver ved med at satse på vedvarende energi.

 

- Vi sælger ikke så mange vindmøller i Danmark, men for os er det vigtigt, at Danmark fortsat er en rollemodel på globalt plan. Det betyder ufatteligt meget, at vi kan fremvise, at et så sofistikeret land har så stor en andel vindenergi. Det betyder helt klart meget, for vores globale afsætningsmuligheder, sagde Vestas-topchef Ditlev Engel i forbindelse med offentliggørelsen af den danske energistrategi.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )