Vestas skal bygge vindmøllefabrik i Colorado

 

Vestas har efter alt at dømme sat navn på sit næste nordamerikanske projekt, der skal ligge i nærheden af byen Windsor i den nordlige del af staten Colorado. Det skriver nyhedsbrevet Rocky Mountain News.

 

Den danske vindmøllekoncern forhandler i øjeblikket med Metro Denver Economic Development Corporation om at bygge en fabrik, der skal beskæftige 400 mennesker. Ifølge vicepræsident i Metro, Tom Clark, faldt aftalen efter fem måneders forhandlinger på plads fredag eftermiddag (dansk tid).

 

Vestas har tidligere meldt ud, at koncernen planlægger at åbne to vindmøllefabrikker i 2007. En i USA og en i Spanien for et samlet beløb omkring 700 mio. kr. Hvert anlæg skal producere 2400 af de store vinger til vindmøllerne om året, skriver Rocky Mountain News.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )