Vestas får ordre i Canada

Den danske vindmøllekoncern Vestas har fået en ordre på 48 stk. V90-3,0 MW-vindmøller til det 144 MW store Dokie Ridge-projekt. Ordren er afgivet af EarthFirst Canada Inc., og møllerne vil blive opstillet i den nordøstlige del af den canadiske provins British Columbia, nærmere bestemt på Dokie Ridge ved foden af Rocky Mountains i Peace River-regionen.

Vestas skal levere og idriftsætte vindmøllerne. Levering begynder i første halvdel af 2008, og møllerne forventes at blive idriftsat i 2009. Ordren omfatter ligeledes en femårig service- og vedligeholdelseskontrakt, oplyser vindmøllekoncernen

- Dokie Ridge-projektet vil blive det største V90-3,0 MW-projekt i Canada til dato og afspejler landets stigende investering i vindkraft. I 2006 blev Canadas akkumulerede installerede kapacitet mere end fordoblet, siger Jens Søby, administrerende direktør for Vestas Americas.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )