Vestas får analytiker-roser efter regnskab

 

Et stærkt halvårsregnskab fra vindmøllekoncernen Vestas bliver konverteret til roser fra aktieanalytikerne. Facit er et hævet kursmål hos investeringsbanken JP Morgan og Alm. Brand Henton samt en række roser fra analytikerne, mens storbanken Citigroup går mod strømmen og sænker sit kursmål af Vestas-aktierne.

 

Ifølge Henrik Breum fra Danske Equities leverede Vestas med halvårsregnskabet et stærkt bevis på, at forretningen går en lys fremtid i møde. Dog driller problemer med at skaffe de afgørende komponenter dog fortsat Vestas,

 

- Vestas leverede det stærkeste bevis på, at den store plan for en turnaround i forretningen er på sporet. Vestas fastholdt sine forventninger til overskudsgraden i 2007 på 7-9 pct. på grund af den fortsatte usikkerhed om leveringssituationen. Vestas ser dog ud til at have bedre styr på dette problem end sine konkurrenter, konstaterer Henrik Breum i et notat.

 

Tallene for første halvår af 2007 var bedre end ventet, og derfor har Alm. Brand Henton nu større tillid til, at ledelsen vil nå målet i 2007.

 

- Resultatet var bedre, end vi og markedet havde forventet, og det øger vores tillid til, at Vestas kan nå sin prognose for hele året. Selskabet står over for en markant udvidelse af EBIT-marginen, som måske kan overgå den nuværende prognose. Risikoen for nye ekstraordinære hensættelser er aftagende og indebærer, at vi hæver vores kursmål til 450 kr. pr. aktie. Vores anbefaling er uændret køb, skriver analytiker Stephen Rammer i en kommentar.

 

Vestas-aktien blev tirsdag sendt op med 5 pct., og hos den internationale investeringsbank Lehman Brothers påpeger analytiker Rupesh Madlani, at kursreaktionen var en naturligt reaktion på den stigende tillid til, at Vestas når sine indtjeningsmål i år.

 

- Vi tror, at tredje kvartal vil være en vigtig mulighed for selskabet til at kommentere de langsigtede strategiske leveringsudsigter for komponenter, potentiale for produktudvikling og en revideret prognose for 2008 og det følgende år, skriver analytikeren i et notat. Han fastholder sin positive overvægt-anbefaling og et kursmål på 400 kr.

 

Tallene fra Vestas har givet investeringsbanken JP Morgan anledning til at hæve sit kursmål af aktierne i vindmøllekoncernen til 300 kr. fra tidligere 235 kr., men analytiker Andreas Willi tvivler stadig på, at Vestas vil nå sine mål. Derfor vil analytikeren vente til kvartalsregnskabet i november før han tror på Vestas-toppens løfter om 2008.

 

Citigroup mener, at Vestas-resultaterne fortsat vil svinge betydeligt fra kvartal til kvartal, og storbanken skærer derfor sit kursmål til 375 kr. fra tidligere 395 kr.

 

Vestas-aktierne fortsatte onsdag fremgangen, og ved 14-tiden var Vestas-aktierne steget 4 pct. til 354 kr. pr. aktie, hvilket giver en samlet markedsværdi af vindmøllekoncernen på 65,5 mia. kr.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )