Vestas-aktien viser stadig tænder

Vestas-aktien kender tirsdag stadig kun én vej, og det er fremad.

Læs mere
Fold sammen

Aktien, der mandag passerede 100 kr. for første gang siden efteråret 2011, er åbnet yderligere 1,3 pct. højere i 102,40 kr., hvilket bringer dette års aktiegevinst op på 222 procent.

»De fleste venter en bedring i Vestas på længere sigt. Der vil måske ikke komme et prangende regnskab for andet kvartal, men der vil nok blive set gennem fingre med det, for der er tro på, at restruktureringen vil levere en bedre indtjening fremadrettet. Så grunden til, at der købes i øjeblikket, er forventninger om bedre tider forude. Derfor kan det gode momentum også fortsætte, fordi der er ikke noget nu, der umiddelbart ændrer ved restruktureringshistorien,« konstaterer aktierådgiver i Nordea, Jesper Bamberger, over for Ritzau Finans.

Også på det øvrige aktiemarked er stemningen fra åbningen som ventet god. Den kinesiske premierminister Li Keqiang har sendt de kinesiske aktiemarkeder markant højere med en meldinger om, at den "nedre grænse" for Kinas BNP-vækst er 7 pct. Samtidig noterer Li, at 7 pct.s vækst er den ultimative bundgrænse for regeringens tolerance over for en økonomisk afmatning. Dermed signalerer de kinesiske ledere, at der vil blive tale om vækststøtte, såfremt det måtte blive nødvendigt.

A.P. Møller - Mærsks containerrederi Maersk Line er stærkt afhængig af transport fra Kina, og regeringens udmelding kan derfor ses som godt nyt for rederiet, vurderer Jesper Bamberger. B-aktien i Mærsk stiger 0,6 pct. til 41.480 kr. fra åbningen.

Containerbranchen har dog i længere tid været presset af lave fragtrater på grund af overkapacitet på de største ruter, og den udvikling er også begyndt at smitte af på de mindre ruter. Analysehuset Alphaliner skriver i sin ugentlige analyse tirsdag, at efterhånden som mere kapacitet er landet på de største ruter, er ældre skibe blevet sendt mod andre ruter. Den såkaldte ”cascading” betyder, at overkapaciteten breder sig yderligere og lægger endnu en dæmper på raterne, vurderer analysehuset. B-aktien i Mærsk lukkede mandag 0,2 pct. lavere i 43.680 kr.

Blandt de øvrige C20-aktier er der også et overvægt af stigninger. I alt ligger 18 indeksmedlemmer højere, mens bare Topdanmark og GN Store Nord falder - begge med 0,1 pct. til 157,9 kr. og 108,10 kr. C20 Cap-indekset stiger 0,5 pct. til 587,25.

TDC's aktie ligger lige i hælene på Vestas med en stigning på 1,3 pct. til 49,4 kr. Konkurrenten Telenor har leveret regnskab for andet kvartal, der peger på en særdeles negativ udvikling på det danske marked. Telenor oplever stor tilbagegang i både omsætning, driftsresultat og gennemsnitlig omsætning per bruger.

Novozymes led sent mandag efter dansk børslukketid nederlag i en amerikansk patentsag mod Danisco. Et enzympatent fra Novozymes er kendt ugyldigt, og dermed lykkes det ikke det danske selskab at puste nyt liv i en længerevarende sag mod Danisco, der i dag ejes af Dupont. Novozymes er åbnet 0,4 pct. højere i 198,4 kr.