Vestas-aktien stiger efter markant opjustering

Vestas præsenterede til morgen et stærkt regnskab for første kvartal. Det har strakt fået aktien til at stige pænt.

Foto: Henning Bagger. Foto: Henning Bagger
Læs mere
Fold sammen

Vestas-aktien starter dagen med et hop opad, efter vindmøllegiganten tidligere på morgenen præsenterede et glimrende regnskab.

Aktiekursen steg fra åbningen af aktiemarkedet med 6 procent, og er siden faldet til omkring 3-4 procent.

Første kvartal er traditionelt svagt hos Vestas, men denne gang har resultatet været overraskende godt og ordrebogen bugner. Det har fået Vestas til at opjustere forventningerne til hele årets omsætning med 1 milliard euro til 8,5 milliarder euro. Sydbank-analytikeren Jacob Pedersen er ikke overrasket over, at regnskabet har fået aktiekursen til at stige.

»Det er et usædvanligt stærkt regnskab på alle punkter,« siger han.

»Det har traditionelt ikke været usædvanligt med røde tal hos Vestas i første kvartal, så sidste år klappede vi i hænderne over et resultat på to millioner euro. Denne gang leverer de 56 millioner euro og opjusterer forventningerne til resten af året. Det er et helt ekstremt stærkt signal til investorerne.«

Flere analytikere havde inden dagens regnskab ventet, at en opjustering var undervejs.

Opjusteringerne kommer efter et første kvartal, der var markant bedre end samme kvartal sidste år, som ellers ikke var nogen skuffelse. Omsætningen steg med 18 procent i forhold til sidste år til 1,51 milliarder euro.

Driftsresultatet endte på 79 millioner euro inden særlige poster, hvilket var 39 millioner euro bedre end sidste år. Samtidig går Vestas fra et overskud i sidste års første måneder på 2 millioner euro til et overskud på 56 millioner euro i år.