Der er ingen grund til at flygte i panik fra Vestas-aktien, selv om vindmølleselskabet er blevet ramt af et vaskeægte blodbad på aktiemarkedet.

Sådan lyder anbefalingen fra Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets, efter Vestas-aktien er dykket med historiske 20 pct. torsdag.

»Mit råd til aktionærerne er, at de skal slå koldt vand i blodet og følge med i, hvordan den amerikanske skattereform lander. Vi mener, at der er en meget lille sandsynlighed for, at en ny skattereform vil ændre på støtteordningen til vindmøller i fremtiden, men i en politisk proces er alt naturligvis muligt,« siger han.

Nervøsitet og usikkerhed hos Vestas' aktionærer meldte sig allerede fredag i sidste uge, hvor aktien faldt 8,8 pct. Det skete, efter at Republikanerne i USA præsenterede et nyt skatteudspil, der kan føre til færre støttekroner til vindmølleindustrien. Udspillet er blevet betegnet som den potentielt største ændring af det amerikanske skattesystem siden 1980erne.

I dag er aktien så faldet yderligere 20 pct., efter Vestas har fremlagt regnskab for tredje kvartal. I den forbindelse justerede Vestas-ledelsen i sine forventninger på alle hovedområder, blandt andet venter ledelsen nu blot et driftsresultat på 12-13 pct. mod tidligere 12-14 pct.

Ifølge Michael Friis Jørgensen er det danske vindmølleselskab blevet ramt af et prispres, som først og fremmest har lammet konkurrenterne hidtil.

»Ledelsen i Vestas har været ude og indikere, at selskabet ville holde prisniveauet. Men når priserne på nye ordrer falder, er det en svær historie at fortælle. Vestas måtte ikke blive smittet af konkurrenterne, og det skriger det her regnskab af,« siger aktieanalytikeren.

Kursfald er ingen overreaktion

Med blodbadet i Vestas-aktien har vindmøllegiganten fået barberet godt 22 mia. kr. af sin markedsværdi. Michael Friis Jørgensen vurderer dog, at der atter vil komme ro på aktien - forudsat at Vestas undgår at blive hårdt ramt af Trumps skatteudspil.

»2018 bliver ikke noget nemt år for Vestas, men når selskabet allerede har fået skåret cirka 30 pct. af sin værdi pga. den her usikkerhed, så er det svært at anbefale nogle at sælge ud. Vi anbefaler vores kunder at sidde på hånden, men vi styrter heller ikke ud og køber Vestas-aktier i dag.«

Er de markante kursfald udtryk for en overreaktion?

»Det mener jeg ikke, at de er på den korte bane. Vestas-aktionærer svømmer jo rundt i uvished om, hvor meget priserne skal ned, så der er ikke noget at sige til, at aktien falder så meget. På den lange bane er der nok tale om en overreaktion, fordi når priserne kommer hurtigt ned, så udvides markedet også markant,« siger Michael Friis Jørgensen.

Også aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank mener, at det er de faldende priser på vindenergi, som har overrasket investorerne negativt.

»Kloden rundt begynder mulighederne for at få statsstøtte at blive mindre. Det går hurtigere, end vi havde regnet med. Det betyder, at Vestas kan få færre penge for deres strøm, og investorerne frygter nu, at 2018 og 2019 kan blive nogle magre år,« siger Jacob Pedersen.