Vestas-aktien har bidt sig fast

Vestas-aktien har fundet et stabilt leje på børsen. De markante stigninger er stoppet, men flere analytikere tror på ny fremgang for selskabet. Stor tiltro til topchef Ditlev Engel.

Vestas har haft mange problemer med produktionen, men efter at Ditlev Engel (th.) er kommet til, er der stor tillid til aktien igen. Også de internationale analytikere er langt mere positive end tidligere. Billedet er fra produktionen i Tyskland. Foto: Bernd Settnik, EPA Fold sammen
Læs mere
Vestas Wind Systems, verdens største vindmølleproducent, har nu bidt sig fast på børsen. Efter en ubrudt stigning gennem halvandet år ligger selskabets aktie i øjeblikket mere underdrejet på børsen, men flere analytikere mener, der er mere i vente.

Ifølge Bloomberg anbefaler otte analytikere i Europa i øjeblikket at købe Vestas, 11 analytikere giver aktien den mere forsigtige anbefaling »hold,« mens blot to anbefaler at sælge Vestas.

Siden topchef Ditlev Engel tog over i midten af 2005 har selskabets været igennem en voldsom omvæltning fra tabsgivende selskab uden styr på sine fejl til et strømlinet selskab, der får fuld gavn af politikernes varme opbakning til vindkraft.

Holdningen er skiftet
De internationale analytikere er også blevet langt mere positive i dag en tidligere. Tidligere på ugen tredoblede Morgan Stanley således sit kursmål på Vestas til 320. Det andet store aktiehus Goldman Sachs har i dag et kursmål på 486. I øjeblikket handles Vestas til kurs 370.

»Jeg tror, holdningen til Vestas er skiftet flere steder. Ditlev Engel bliver ved med at overraske positivt,« fastslår analytiker Stephen Rammer, Alm. Brand Henton.

Tidligere måtte de fleste Vestas-investorer belave sig på at tackle mindst en skuffende besked fra selskabet om året. Typisk en meddelelse om, at et forventet overskud var vendt til underskud henimod slutningen af regnskabsåret, men den styrtblødning har Ditlev Engel fået stoppet.

Den mindre tyske konkurrent Nordex har fornylig fortalt, at selskabet forventer en overskudsgrad, driftsresultat som procent af omsætningen, på ni til 12 pct. Og det lægger en bund for de positive forventninger til Vestas, da et større selskab som det formentlig kan købe til endnu bedre priser end et mindre selskab.

Stephen Rammer er begyndt at håbe på en opjustering af Vestas’ forventninger til årets indtjening.

Han hæfter sig også ved, at topchefen arbejder hårdt på et få indført kvalitetsstandarder for vindmøllekomponenter, så kunderne kan forvente, at de møller, der stilles op, også fungerer efter hensigten.

»Kvalitet skal ikke være noget issue. I en opstartsfase er det nødvendigt at sikre kvaliteten, senere kan man så begynde at spille underleverandørerne ud mod hinanden, som man gør i bilindustrien. Det nytter jo ikke noget, at man skal vente på en bestemt skrue, før man kan gøre møllen færdig og få indtjening på den,« siger Stephen Rammer.

Der går omkring 8.000 komponenter til en vindmølle, og branchen er på grund af den store efterspørgsel ramt hårdt af mangel på nøglekomponenter, men som Vestas-chefen har sagt flere gange, nytter det ikke noget at sætte komponenter, som man ikke er sikre på, ind i en mølle. Tidligere har fejl af den type kostet Vestas mange millioner at få udbedret.

Derfor arbejder Vestas internt med kvalitetsstyring og forsøger at få underleverandørerne med på vognen. Den tidligere ledelse fokuserede i højere grad på at få de billigst mulige dele til vindmøllerne.

Større ordrer
Globalt set ændrer kundesammensætningen sig også for Vestas, fra mindre vindmølleprojekter, tæller kunderne i dag store elselskaber, der forventer at kunne bruge vindmøllen fra dag et for at reducere CO2-udslippet.

Et område, der dog halter for Vestas og for næsten alle andre selskaber i branchen er de såkaldte offshore-møller, altså vindmøller på havet. Vindmøller i et saltvandsmiljø stiller helt specielle krav. Og efter at Vestas fornylig i et industriblad kunne fortælle om flere fejl på deres off­shore-møller, som havde fået selskabet til at stoppe salget indtil videre, opstod der usikkerhed om selskabet.

Hos Handelsbanken mener analytiker Kitty Grøn dog ikke, at den usikkerhed betyder det store for indtjeningen fremover.

»Jeg synes, det er godt, at de stopper salget af offshore møller, indtil de har styr på det, så de indkapsler risikoen og forbedrer kundetilfredsheden. Vestas’ forretningspotentiale er ikke afhængigt af off-shore projekter, så det midlertidige stop for off-shore projekter med V90-møllen forstyrrer ikke vores overordnede indtjeningsforventninger,« siger hun.

Kitty Grøn tager også positivt imod signalerne fra Nordex omkring indtjeningen. Hun mener dog, at indtjeningsspændet er vel bredt. Vestas har i forvejen stillet en overskudsgrad på mellem 10 og 12 procent i udsigt i 2008.

»Men det viser i hvert fald, at der er gode tider i branchen, og alt andet lige er det også positivt for Vestas,« siger Kitty Grøn.

Også Handelsbanken vurderer, at Vestas-aktien kunne stige mere endnu, og har »køb« på den.



www.windpower.org

Læs mere om vindenergi hos brancheforeningen Vindmølle­industrien.