Vestas-aktien banket ned efter handelskrigsbulletin fra konkurrent

Vestas-aktien sætter sig fredag formiddag 4,2 pct. til 404 kr. og er derved bundprop i det danske eliteindeks, C25.

(ARKIV) Vestas hovedkvarter i Aarhus. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det sker i forlængelse af regnskabet for tredje kvartal fra den tysk-spanske konkurrent Siemens Gamesa. Selskabet kunne blandt andet fortælle om stigende omkostninger i den amerikanske forretning på grund af ekstratold på import af stål.

Men de højere omkostninger får selskabet formentlig svært ved at sende videre til kunderne i form af øgede salgspriser, hvilket giver en risiko for fortsat prispres på vindmøllerne.

Og det er det forhold, som Vestas-investorerne tager bestik af, vurderer børsmægler Nikolaj Holmsgaard fra ABG.

»Da vi så regnskabet, synes vi egentlig, at det så udmærket ud. Der var ikke rigtig noget, der for alvor trak i den ene eller anden retning. Det var stort set på linje med markedets forventninger.«

»Men på telekonferencen, som også var der, hvor Vestas-aktien for alvor begyndte at sætte sig, talte man blandt andet om stålpriserne, og hvordan udsigterne for dem så ud.«

»Umiddelbart ville man tro, at hvis stålpriserne skulle op, så ville man prøve at skubbe nogle af de højere omkostninger videre til kunderne. Og der sagde den administrerende direktør på telekonferencen, at de nok ville have svært ved i hvert fald succesfuldt at skubbe de her omkostninger videre i forbindelse med de højere stålpriser,« siger Nikolaj Holmsgaard.

Spørgsmålet om prisudviklingen i vindmølleindustrien har optaget investorer og analytikere gennem et godt stykke tid, og i sidste uge kom der optimistiske meldinger i forbindelse med seneste kvartalsregnskab fra General Electric, som også fremstiller vindmøller.

Ganske vist oplever den amerikanske producent stadig udfordringer med prispris i markedet, men ifølge General Electric begynder det at moderere sig.

Hvordan Vestas oplever prisudviklingen, får man bedre svar på 15. august, hvor den danske producent kommer med sit regnskab for andet kvartal.

/ritzau/FINANS