Verdens værste aktiemarked

Der flere steder, hvor kurserne på aktier er faldet stort i år. Her kan du læse om verdens værste aktiemarked.

Engang var alle bange for japanerne og alle deres penge. Men nu hører man stort set aldrig om Japan, som da også har ligget økonomisk underdrejet i årtier.

Den triste stemning omkring japansk økonomi har smittet af på de japanske aktier, der i 2007 faldt med hele 11 procent.

Det er første gang i fem år, at kurserne falder på børsen i Tokyo, og det gør det japanske aktiemarked til verdens værste blandt klodens store børser, og hvis der ses bort fra meget små aktiemarkeder.

For danskere, der har sat penge i japanske aktier via danske investeringsforeninger, er udviklingen endnu værre, end disse tal antyder.

For den japanske yen er også faldet over for både euroen og den danske krone.

Så mange danske afdelinger med japanske aktier kan let være faldet med op mod 20 procent i år.

Det japanske aktiemarked toppede i år i februar, men udviklingen stod dog helt i skyggen af det økonomiske boom og de enorme kurshop, som andre aktiemarkeder og lande i Asien kunne levere på samme tid.

De sidste måneder har de japanske aktier lidt under den internationale finanskrise og problemerne på det amerikanske boligmarked, som mange frygter kan trække japansk økonomi, der er verdens næststørste, ned i et endnu lavere slæbegear.

Der har også været en del internationale investorer, som har trukket penge ud af Japan i år. Det er sket delvist i protest mod, at mange af de japanske selskaber opretholder hindringer for overtagelser og opkøb, ligesom den japanske regering har smølet med at gennemføre strukturelle reformer, der kunne sætte mere skub i japansk økonomi.

I 2006 steg det toneangivende Nikkei 225-indeks med 6,9 procent, men alene i dag er det lukket med et fald på 1,7 procent. Indeks 15.307,78 stod Nikkei på, da børsen i Tokyo lukkede for lidt siden, hvilket er 11 procent lavere end ved årets start.

Det bredere Topix-index lukkede fredag i 1.475,68, svarende til et fald på 12,2 procent i år, også det første fald i fem år.

Det særlige small-cap indeks - Jasdaq - faldt med hele 18,6 procent i år. I modsætning til denne triste udvikling steg Hong Kong’s Hang Seng Index med 40 procent, mens Standard & Poor’s 500 indekset i USA ligger til en fremgang på fire procent, før årets sidste handelsdag starter på Wall Street i USA senere på dagen.