Venezuela frigiver kvart mia. til ØK

47 mio. dollar er nu på vej til ØK fra Venezuela. Det er selskabets egne penge, men de har været strandet i et par år, fordi det er blevet sværere at veksle til dollar i Venezuela.

Læs mere
Fold sammen
En langstrakt sag om 47 mio. dollar eller ca. 250 mio. kr. ser nu ud til at være slut for Det Østasiatiske Kompagni (ØK).

Det er selskabets egne penge, der stammer helt tilbage fra regnskabsåret 2007, og som har været svære at få vekslet til dollar i Hugo Chávez' Venezuela.

Men nu skulle pengene være på vej, skriver Børsen og henviser til en kilde på den venezuelanske ambassade i København.

ØK er en af Venezuelas største fødevareproducenter, og sælger kødprodukter under navnet Plumrose. Samtidig er EAC Foods ØKs vigtigste forretningsområde, og derfor er det afgørende for selskabet at kunne trække udbytte hjem fra det sydamerikanske datterselskab.

Generelt problem
Venezuelas valutakommission har imidlertid en ganske stram praksis, når det handler om at veksle den lokale valuta til dollar - og den er ikke blevet lempeligere af den faldende oliepris, der udfordrer Venezuelas adgang til hård valuta.

ØK er ikke alene om at have problemer med at få udbytte hjem, og først for nylig og efter trusler om at drosle ned for aktiviteterne lykkedes det for Ford og GM at veksle for to mia. dollar

Spørgsmålet er nu, hvordan det går med udbyttet for 2008. Ifølge Børsen har ØK endnu ikke indledt forhandlinger om den sag.