Vekslede minus til lille plus

Det danske eliteindeks C20 åbnede mandag morgen svagt højere med et plus på 0,1 pct. til 443,1. Det skete efter, at stemningen på de europæiske aktiemarkeder vendte til en svagt positiv holdning.

Mandagen byder ikke på nogen regnskabsaflæggelser fra danske selskaber, men Group 4 Securicor kan tiltrække sig lidt opmærksomhed efter frasalget af sine tyske værdihåndteringsaktiviteter.

A.P. Møller - Mærsk åbnede 0,4 højere i kurs 52.400. En mulig udvidelse af APMs aktiviteter i Indien kan være på vej.

Havneoperatøren APM Terminals har åbnet den tredje containerterminal i havnen Jawaharlal Nehru Port i Mumbai. Men APM selskabet håber også at komme med i den fjerde terminal i havnen. Samtidig vurderede eksperter, at en forbedring i Maersk Lines fragtrater har lange udsigter, da der ikke er nogle fundamentale indikationer, der peger mod højere fragtrater.

Novozymes kom i fokus mandag morgen, efter nyheden om, at det australske selskab, Gropep, som for nylig blev overtaget af danske Novozymes, har indgået en aftale med det britiske selskab Immunodiagnostic Systems Limited. Det skrev nyhedssiden northeast-press.com. Gropep og Immunodiagnostic Systems Limited skal samarbejde om bekæmpelsen af prostata og brystkræft.

Novozymes åbnede 0,8 pct. lavere i kurs 521.

Vestas' konkurrent det dansk/tyske Nordex har fået en ordre i Skotland til en samlet værdi på 60 mio. euro (447 mio. kr.). Det oplyste Nordex i en pressemeddelelse. Nordex skal levere 19 vindmøller på 2,5 megawatt til Kilbraur vindmølleparken i Skotland.

Vestas åbnede 0,8 pct. højere i kurs 232,8.

Group 4 Securicor (G4S), der for nylig måtte stryge "C20 medlem" fra visitkortet meddelte sent fredag, at selskaberne Cognisa Transportation og G4S Geld und Wertdienste er frasolgt.

Især sidstnævnte, som er et tysk værdipapirhåndteringsselskab var et dyrt bekendtskab for G4S. Salget betyder, at G4S yder et lån på op til 5 mio. britiske pund og afholder omkostninger i selskabet på ca. 6 mio. britiske pund.

- Frasalget af de tyske værdihåndteringsaktiviteter var ventet. Vi bifalder, at G4S forlader det tyske værdihåndteringsmarked, da udsigten til en forbedring af de stadig meget svære markedsbetingelser synes decideret dårlige.

Vi betragter de samlede økonomiske konsekvenser af frasalgene som svagt negative for G4S. Dermed er der tale om en dyrere end ventet tysk exit for G4S, skrev analytiker Bjørn Schwarz fra Sydbank i en kommentar til frasalget. G4S åbnede uændret i kurs 20,7.

SAS' investorer vil i dag være opmærksomme, når det fransk/hollandske Air France-KLM samt det britiske lavprisflyselskab EasyJet Airline er begge aktuelle med trafiktal for december. Det sker, dagen inden SAS fremlægger sine tal. SAS åbnede uændret i kurs 102.

Kort før åbningstid meddelte EDB Gruppen, at selskabet venter et overskud før skat for 2006 på 60 mio. kr. EDG Gruppen havde tidligere ventet et overskud på ca. 56 mio. kr. Svarende til en opjustering på 4 mio. kr. EDB Gruppen åbnede 1,5 pct. højere til kurs 242,5.

RB-Børsen