Valuta: Yen styrkes en smule i roligt morgenmarked

Læs mere
Fold sammen

. Der er relativt roligt på valutamarkedet tirsdag morgen, og både amerikanske dollar, japanske yen, euro og britiske pund handles med mindre bevægelser fra morgenstunden.

Dollar rykker ikke meget på sig i morgenens handel tirsdag. Ifølge nogle analytikere støtter handelsspændingerne mellem USA og Kina - og en række andre lande med USA i spidsen - dollaren, da den amerikanske økonomi er bedre rustet til at håndtere protektionisme end de nye markeder, der også kendes som "emerging markets".

- Der er stadig en masse usikkerhed om tarifferne. Vi ved ikke præcist, hvor meget der vil blive implementeret, og hvor slemt det kan blive, siger Shinichiro Kadota, der er seniorvaluta- og rentestrateg hos Barclays i Tokyo, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den fælleseuropæiske valuta, euro, blev svækket en smule mandag efter et skuffende fald i den tyske fabriksordreindgang, og tirsdag morgen fastholdes det lavere niveau.

Omvendt styrkes yen en smule over for dollar forud for torsdagens handelssamtaler mellem USA og Japan, som mødes i den amerikanske hovedstad, Washington, skriver Bloomberg News.

Ifølge Reuters har der også været spekulationer om, at den japanske centralbank har overvejet af hæve renterne i år, og derfor kan investorerne også se frem mod referatet fra det seneste pengepolitiske møde i Bank of Japan, der offentliggøres torsdag.

Euro koster tirsdag morgen 1,1557 dollar, og det er præcist samme niveau som mandag klokken 17.00 dansk tid, mens dollar koster 111,32 yen mod 111,44 yen mandag eftermiddag.

Dermed går der 128,66 yen på en euro tirsdag morgen mod 128,79 yen mandag eftermiddag.

Det britiske pund ligger også mere roligt i tirsdagens morgenhandel, efter at valutaen mandag ramte det svageste niveau i omkring 11 måneder.

Svækkelsen kom, efter at den britiske handelsminister, Liam Fox, i weekenden fortalte til The Sunday Times, at "stædighed" hos Den Europæiske Union (EU) har skubbet Storbritannien tættere på at forlade EU uden en aftale til marts næste år - et såkaldt no-deal-scenarie.

Pund koster tirsdag morgen 1,2944 dollar mod 1,2940 dollar mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS