Valuta: Svensk og norsk krone presses af lav risikovillighed

Lav likviditet frem mod påskeferien og en kraftigt mindsket risikovillighed rammer den svenske og norske krone i onsdagens handel på valutamarkedet.

Arkivfoto. Svenske penge, sedler og mønter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Derudover har skuffende detailsalgstal fra Norge sat ekstra gang i udsalget af den norske valuta.

Onsdag eftermiddag skal man betale 0,7737 danske kr. for en norsk af slagsen, mens der går 0,7251 danske kr. på en svensk krone.

Ved dansk lukketid tirsdag var prisen for en norsk krone 0,7799 danske kr., mens man skulle betale 0,7304 danske kr. for en svensk.

Ifølge Swedbank-strategen Anders Eklof skyldes svækkelsen i de skandinaviske valutaer en generelt afdæmpet risikovillighed grundet frygten for en handelskrig mellem USA og Kina, mens investorerne også benytter påskeferien og afslutningen på første kvartal til at trimme porteføljerne, skriver Bloomberg News.

Det giver lav likviditet, hvilket også øger volatiliteten i valutakurserne.

For den norske krone kommer der også pres fra et sæt svage tal for detailsalget i februar. En statistik viste onsdag morgen, at salget bakkede med 0,6 pct. sammenlignet med januar, mens økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News havde ventet en fremgang på 0,5 pct.

I Sverige gik det bedre med detailsalget i februar, hvor salget steg med 0,3 pct. på månedsbasis og 1,5 pct. på årsbasis. Det var i begge tilfælde helt som ventet blandt økonomerne.

I det tunge valutakryds mellem euro og dollar er der stort set stilstand. En euro koster onsdag eftermiddag 1,2397 dollar mod 1,2393 dollar per euro ved dansk lukketid tirsdag.