Valuta: Svag yuan kan være våben i handelskonflikt

Foto: REUTERS/Thomas White/Illustration/File Photo

Siden midten af april - og især siden midten af juni - er den kinesiske yuan blevet stadig svagere over for dollar, og onsdag eftermiddag koster dollar 6,6088 yuan, som er det svageste niveau for den kinesiske valuta i rundt regnet et halvt år. Og den udvikling giver anledning til betænkelighed, mener Sydbank.

- Det bemærkelsesværdige er, at en stor del af svækkelsen er sket inden for den seneste uge. En del af svækkelsen skyldes, at den kinesiske centralbank i weekenden lempede bankernes reservekrav, så bankerne får mulighed for at låne flere penge ud. Lempelsen er timet, så de træder i kraft, dagen før USAs importtariffer træder i kraft, noterer Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i banken.

Han hæfter sig ved, at svækkelsen af yuan ikke sker uden den kinesiske centralbank billigelse. Banken fastsætter dagligt niveauet, som yuan må svinge omkring i forhold til dollar, og natten til onsdag ramte det niveau ifølge makroanalytikeren det laveste i seks måneder, og han sætter udviklingen i forbindelse med den igangværende handelskonflikt mellem verdens to største økonomier.

- Hvis Kina vitterligt er i gang med at ramme USA med valutavåbnet, er det dog en helt ny strategi fra kinesernes side, skriver Kim Blindbæk.

Handelskonflikten har omvendt styrket japanske yen, der sædvanligvis placerer sig som sikker havn, når der er global uro. Men onsdag er der stilstand i udviklingen. Dollar koster onsdag eftermiddag 109,99 yen mod 109,90 yen onsdag morgen og 109,85 yen tirsdag eftermiddag.

Til gengæld er dollar styrket over for euro til 1,1626 dollar per euro fra 1,1650 dollar onsdag morgen og 1,1670 dollar tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS