Valuta: Nordkorea-frygt sender dollar i defensiven

Den amerikanske dollar er fredag tæt på det svageste niveau siden starten af 2015, da valutaen er hæmmet af frygt for en eskalering af konflikten mellem USA og Nordkorea.

Den amerikanske dollar er fredag tæt på det svageste niveau siden starten af 2015, da valutaen er hæmmet af frygt for en eskalering af konflikten mellem USA og Nordkorea.

Euro koster fredag 1,2068 dollar mod 1,2002 dollar torsdag eftermiddag, hvilket dog er en mindre svækkelse fra fredag morgen, hvor prisen var 1,2092 dollar.

- Vi har for nylig set Trump melde ud, at alt er muligt, og det bliver i valutamarkedet tolket til, at sandsynligheden for krig er større end nul, siger Morten Hassing Povlsen, der er rente- og valutastrateg i Jyske Bank.

- Det er en risiko, som markedet forholder sig til, og vi har set dollarrenterne falde mere end euro, og det kan forklare, hvorfor dollar bliver presset yderligere ned, siger han.

Nordkorea fejrer lørdag årsdagen for landets grundlæggelse i 1948, og der bliver fra flere sider spekuleret i, at dagen kan byde på flere missilaffyringer fra det lukkede land.

Morten Hassing Povlsen nævner derudover, at næste pengepolitiske træk fra Den Europæiske Centralbank spiller ind på valutakurserne.

Banken undlod at komme med en plan for, hvornår det vil udfase sit nuværende opkøbsprogram af obligationer ved torsdagens rentemøde, men ifølge Reuters er der planer om at skære programmet fra 60 mia. euro om måneden til 40 mia. euro fra årsskiftet.

- Der er investorer, som vil ud og teste euro, og hvor håndfast ECB er. Torsdag blev sidste uges top på 1,2070 testet, og selv om vi ligger under nu, så vil det sandsynligvis blive testet igen, hvis Trump for eksempel kommer på banen med nye kommentarer om Nordkorea, siger Morten Hassing Povlsen.

/ritzau/FINANS