Valuta: Meget positivt priset ind i det stærke pund

Det britiske pund er steget kraftigt. Meget positivt er priset ind, især forventninger om engelske renteforhøjelser.

Arkivfoto. Det britiske pund er steget kraftigt. Meget positivt er priset ind, især forventninger om engelske renteforhøjelser.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas White

Det vurderer Nordeas valutastrateg, Niels Christensen, i en kommentar og peger på, at der er risikofaktorer som for eksempel brexit-forhandlingerne, og desuden er der usikkerhed om, hvorvidt premierminister Theresa May vil sidde sikkert i sadlen efter den konservative partikongres.

Pundet er kommet stærkt igen i september. I slutningen af august kostede et pund lige over 8 kr., mens det torsdag koster 8,46 kr. - en stigning på knap 6 pct.

Der er ifølge Nordea tre faktorer bag stigningen i pundet.

»Den vigtigste er overraskende stærke signaler fra Bank of England om, at banken er klar til at hæve renten inden for de nærmeste måneder. Den anden faktor er mere imødekommende retorik fra Theresa May om Storbritanniens skilsmisse fra EU. Og den tredje er, at euroen på det allerseneste er faldet tilbage efter det tyske valg, hvilket svækker kroner og presser valutakrydset pund/kroner opad,« forklarer valutastrateg Niels Christensen.

Han frygter for udviklingen i pundet fremadrettet.

»Kommer der ikke væsentlige fremskridt med brexit-forhandlingerne, er der risiko for et tilbagefald i pundet om ikke før så efter rentemødet i den britiske centralbank, Bank of England, 2. november, hvor vi venter, at markedet kan blive skuffet over manglende signaler om yderligere rentestigninger, end den vi venter på mødet i november,« vurderer han.

I hovedvalutakrydsene er der relativt roligt.

Euro koster torsdag eftermiddag 1,1771 dollar mod 1,1735 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 112,67 yen mod 112,75 yen onsdag eftermiddag.