Valuta: Fortsat svækket pund

. Usikkerhed om brexit tynger fortsat det britiske pund og vil formodentlig gøre det, indtil der er endelig afklaring.

I dansk regning ligger pundet i det laveste niveau i et par uger tirsdag middag.

Der skal 8,33 kr. til at købe et pund, mens der mandag skulle 8,35 kr. til. Efter fire dage med svækkelse mod dollar styrkes pundet en spids tirsdag, hvor der skal 1,2965 dollar til at købe et pund mod 1,2944 dollar mandag efter mandag at have været svækket til det laveste niveau i 11 måneder.

I weekenden udtalte den britiske handelsminister, Liam Fox, til The Sunday Times, at "stædighed" hos EU har skubbet Storbritannien tættere på at forlade unionen uden en aftale til marts næste år - et såkaldt no-deal-scenarie. Han ser det mere sandsynligt (60 pct.), at der ikke kommer en aftale med EU. Op til weekenden udtalte centralbankchefen Carney, at risikoen for ingen aftale er ukomfortabelt høj.

En talsmand for premierminister Theresa May udtalte modsat mandag, at hun ser det mere sandsynlig med en aftale end ingen.

- Risikoen for ingen aftale ventes stadig at tynge pundet, hvor en aftale med flere løse ender ventes at være på plads forud for EU-topmødet i slutningen af oktober, vurderer Jyske Bank i en kommentar tirsdag.

I hovedkrydsene er euro styrket, men yen ligger relativt uændret.

Euro koster tirsdag eftermiddag 1,1594 dollar mod 1,1575 mandag ved 17-tiden, mens dollar koster 111,20 yen mod 111,44 yen mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS