Valuta: Euro tæt på tiårigt lavpunkt

Presset på Den Europæiske Centralbank (ECB) for at sparke gang i den europæiske økonomi stiger mere og mere netop nu, og torsdag fortsætter den fælleseuropæiske valuta, euroen, sin nedtur.

Foto: INTS KALNINS

Presset på Den Europæiske Centralbank (ECB) for at sparke gang i den europæiske økonomi stiger mere og mere netop nu, og torsdag fortsætter den fælleseuropæiske valuta, euroen, sin nedtur.

Midt på eftermiddagen svækkes euro til sit laveste niveau over for dollar i næsten 10 år. Der skal således ikke mere end 1,1775 dollar til at erhverve sig en euro torsdag mod 1,1802 dollar ved dansk lukketid onsdag.

Dermed synes det nærmest givet, at ECB snarligt - og formentlig allerede på rentemødet 22. januar - trykker på aftrækkeren og påbegynder de kvantitative lempelser, der har været talt om i markedet siden efteråret sidste år.

Uden for eurosamarbejdet har den norske krone det til gengæld godt torsdag, hvor olieprisen igen har løftet sig et godt stykke over de 50 dollar per tønde, som den momentant kom under onsdag formiddag.

Torsdag koster en tønde Brent-olie 51,40 dollar, og det giver genlyd i Norge, der er stærkt eksponeret mod olieindustrien. En norsk krone koster midt på eftermiddagen 0,8238 danske kroner mod en pris på 0,8151 danske kroner ved dansk lukketid onsdag.