Valuta: Dollar-rekyl efter test over 1,10 per euro

Dollar har torsdag kæmpet sig tilbage, efter at markedet i nogle timer havde testet terrænet over 1,10 dollar per euro.

Bedre tal for nytilmeldte ledige i USA i sidste uge end ventet, har været med til at presse det store valutakryds længere ned under de 1,10.

Torsdag ved 15-tiden koster euro 1,0955 dollar, efter at den i løbet af morgenen havde været oppe at vende i 1,1052 dollar. Onsdag ved 17-tiden var kursen 1,0985.

Nøgletal viste torsdag eftermiddag, at 282.000 i sidste uge registrerede sig som nytilmeldt ledig i USA, og det var lidt færre end ventet. Ifølge et estimat fra Bloomberg News havde analytikerne estimeret et tal på 290.000, efter at der ugen før var tilmeldt 291.000 nye ledige.

Blandt de nordiske valutaer har der torsdag været et lettere pres på den svenske kr., som har været lidt i modvind, siden Riksbanken 18. marts sænkede sin ledende rente til minus 0,25 procent, lancerede et opkøbsprogram af statsobligationer for 30 mia. svenske kr. og advarede om mulig intervention.

Der skal torsdag eftermiddag 9,3313 svenske kr. til en euro, mens niveauet var 9,2034 svenske kr. før sidste uges indgreb fra Riksbanken.