Valuta: Dollar på vej mod årets topform

Dollar prøver mandag kræfter med topformen i 2018. Valutaen er stille og roligt kravlet op til sit højeste niveau i år overfor euro, i takt med at investorerne tror mere og mere på amerikanske rentestigningerne, hvilket puster til dollarkursen.

Dollaren er de seneste to uger blevet styrket kraftigt. Og Esther Reichelt, der er analytiker i Commerzbank, siger til Reuters, at bevægelsen har "sprængt den negative dollarboble", og at valutaen er på vej yderlig op i værdi.

- Renteforskellene tyder klart på en stærkere dollar, siger hun og hentyder til forventninger om, at Den Europæiske Centralbank og Bank of England nu ser mindre tilbøjelige ud til at hæve renterne end tidligere.

Og selv om den amerikanske arbejdsmarkedsrapport fra i fredags var halvsløj, så ændrer det ikke på opfattelsen af, at Federal Reserve sandsynligvis vil hæve renten mindst to gange og muligvis tre gange til inden 2018 rinder ud.

Rapporten viste en lavere vækst i beskæftigelsen uden for landbruget end ventet, mens arbejdsløsheden faldt overraskende meget, mens lønningernes stigningstakt skuffede både i forhold til estimaterne og takten måneden før

Euro koster mandag 1,1919 dollar mod 1,1930 dollar fredag eftermiddag, og dollar koster 109,28 yen mod 109,15 yen fredag eftermiddag.

I en anden boldgade er stormvejret omkring den tyrkiske lira ikke drevet over, da de stigende bekymringer i forhold til en overophedet økonomi og en høj inflation fortsat lurer, skriver Bloomberg News.

Mandag koster dollar 4,2648 tyrkiske lira. Fredag eftermiddag ved dansk lukketid var prisen for en dollar 4,2458 tyrkiske lira.

/ritzau/FINANS