Valuta: Dollar på nedtur trods Fed-meldinger

Den amerikanske dollar er under pres, fordi den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, fortsat holder en renteforhøjelse ud i strakt arm.

Læs mere
Fold sammen

- Det er en udvikling, der fortsætter fra sidste uge, hvor vi fik det seneste referat fra Fed fra septembers rentemøde, som ikke underbyggede, at der kommer en snarlig renteforhøjelse i USA. Det er det tema, der præger markedet - og det, der handles på, siger Niels Christensen, valutastrateg i Nordea, til Ritzau Finans.

Mandag er dollaren svækket overfor en lang række valutaer, og en euro koster 1,1381 dollar mandag middag mod 1,1360 dollar fredag eftermiddag. Ifølge valutastrategen kommer svækkelsen, da markedet ikke længere tror på Fed på trods af, at Fed-medlemmer med meget jævne mellemrum gentager, at de godt kan se en renteforhøjelse senere på året.

- Men det er ikke noget markedet indstiller sig på. Markedet tror først, at renteforhøjelsen kommer midt i 2016, og det er meget utraditionelt, at der er så langt mellem, hvad Fed signalerer, og hvad markedet tror på. Der plejer at være en større overensstemmelse mellem de to, siger Niels Christensen.

Det er mere de økonomiske nøgletal, som har valutamarkedernes fokus. Og her er det amerikanske inflationstal en meget vigtig faktor, som man kigger på, påpeger valutastrategen. På torsdag offentliggøres den amerikanske inflation for september. Men inden da vil der være fokus på handelstal fra Kina, som kommer natten til tirsdag.

- De kinesiske handelstal vil uden tvivl påvirke den ene eller den anden vej på aktiemarkederne og dermed også på valutamarkederne, siger Niels Christensen.