Valuta: Dollar og norske kroner på tilbagetog mens pund styrkes

Foto: Thomas White. Torsdag middag koster euro 1,1735 dollar mod 1,1675 dollar onsdag aften og 1,1685 dollar torsdag morgen.
Læs mere
Fold sammen

I fraværet af nye initiativer til eskalering af handelskrigen mellem USA og Kina svækkes dollar i torsdagens valutamarked.

Torsdag middag koster euro 1,1735 dollar mod 1,1675 dollar onsdag aften og 1,1685 dollar torsdag morgen. Dermed nærmer dollar sig sit svageste niveau over for euro i tre måneder, konstaterer Bloomberg News.

Over for yen er dollar svækket mere moderat til 112,25 yen fra 112,30 yen onsdag eftermiddag, men styrket fra 112,10 yen torsdag morgen.

Mere lokalt er den norske kr. i knæ efter torsdagens rentemøde i den landets centralbank, Norges Bank. Torsdag eftermiddag koster den norske kr. 0,7784 danske kr. mod 0,7837 danske kr. lige op til rentemødet. Det er en svækkelse på 0,7 pct.

Centralbanken besluttede at forhøje styringsrenten med 0,25 pct.point til 0,75 pct. Det er første gang i syv år, at banken tager en sådan beslutning, og den burde i sig selv styrke den norske valuta. Men samtidig gjorde banken det klart, at den vi gå forsigtigt til værks med fortsatte renteforhøjelser, og den indstilling var overraskende for valutamarkedet.

Også den schweiziske centralbank har været på spil torsdag med en beslutning om uændret rente, men en nedjustering af bankens forventninger til schweizisk inflation hånd i hånd med en opjustering af skønnet for den økonomiske vækst. Til sammen svækker de reviderede skøn schweizerfranc marginalt til 0,8840 euro mod 0,8850 euro torsdag morgen.

Omvendt styrkes det britiske pund trods de trange udsigter til et kompromis i brexit-forhandlingerne med EU. Torsdag eftermiddag koster euro 0,8853 pund mod 0,8885 pund torsdag morgen. I mellemtiden har data for detailhandlen i august vist en fremgang på 3,3 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 2,3 pct. ifølge Bloomberg News.