Valuta: Dollar holdes oppe af stor sandsynlighed for renteløft

Den amerikanske dollar står højt og flot på de internationale valutamarkeder torsdag morgen, efter fornyede tegn på at den amerikanske centralbank vil hæve renten på det pengepolitiske møde i næste uge.

Arkivfoto: Den amerikanske dollar står højt og flot på de internationale valutamarkeder torsdag morgen, efter fornyede tegn på at den amerikanske centralbank vil hæve renten på det pengepolitiske møde i næste uge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Hong-Ji

Onsdagens overraskende stærke jobrapport fra det private erhvervsliv, ADP-rapporten, understøtter de i forvejen stærke signaler om en forestående renteforhøjelse fra USA's centralbank, Federal Reserve.

Rapporten viste en jobskabelse i den private sektor i USA på 298.000 stillinger i sidste måned, hvilket var langt mere end de ventede 187.000 nye job, som økonomernes gennemsnitlige estimat lød på.

»Efter en ændring i ADP's metodologi i oktober er dataene kommet tættere på de officielle data. Så vi kan forvente en optimistisk rapport på fredag«, siger valutastrateg Junya Tanase fra JPMorgan Chase i Tokyo til Reuters.



Med ADP-rapporten i hus tyder alt på, at fredagens officielle arbejdsmarkedsrapport, som omfatter både de private og de offentlige arbejdspladser, vil vise en stærk beskæftigelsesstigning og dermed få den sidste rest at tvivl hos den amerikanske centralbank til at fordampe.

Og efter sidste fredagens kommentar fra den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, om, at såfremt jobskabelsen og inflationen fortsat lever op til forventningerne, vil en renteforhøjelse i indeværende måned være »passende«, er sandsynligheden for et rentetræk overvældende.

Men det er mere tvivlsomt, om en højere rente vil presse dollar yderligere op.



»Investorerne har allerede indregnet en kraftige jobvækst i februar, så det er mindre sandsynligt, at de amerikanske statsobligationsrenter stiger en gang til, og dollar styrkes, medmindre dataene er meget stærke«, vurderer Junya Tanase.

Ifølge forskellige opgørelser er der indregnet en meget stor sandsynlighed for en renteforhøjelse, når centralbankens pengepolitiske udvalg træder sammen tirsdag og onsdag i næste uge.

Euro koster torsdag morgen 1,0530 dollar mod 1,0555 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 114,50 yen mod 114,65 yen onsdag eftermiddag.

Dermed går der 120,55 yen på en euro torsdag morgen mod 121,00 yen onsdag eftermiddag.