USA/T-bond: Rentekurven banket flad af stærke detailsalgstal

De amerikanske statsobligationer lukkede med en fladere rentekurve torsdag, hvor overraskende stærke data fra detailsalget i november støttede synspunkterne om, at Federal Reserve vil hæve renten yderligere for at undgå, at økonomien overopheder.

Foto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond lukkede torsdag i 2,35 pct. i New York, hvilket var tæt på dagens laveste niveau.

Slutniveauet var 1 basispoint højere i forhold til onsdag.

Fredag morgen stiger renten til 2,36 pct. på markedet i Tokyo. Niveauet er godt 1 basispoint lavere, end da det danske marked lukkede torsdag eftermiddag.

Det nuværende lave inflationsklima har fået investorerne til at satse på, at renten på de længere løbetider vil forblive lave, mens de kortere satser vil stige, da Fed og andre af de store centralbanker er begyndt eller er ved at overveje en reduktion af de monetære stimuli, i takt med at økonomien får mere fart på.

»De her "fladere kurve"-handler har været rentable i 2017, og det forventes at forsætte næste år. Rentekurven vil flade ud på lang sigt, da den lange ende af kurven vil ligge stille, mens Fed er bevidst om at hæve de kortsigtede renter«, siger rentestrateg Matt Freund fra Calamos Investments i Chicago til Reuters.

Rentespændet mellem de 5-årige og 30-årige statsobligationer faldt torsdag for anden dag i træk og rørte ved 57,4 basispoint mod 62 basispoint onsdag.

STIGENDE DETAILSALG

Torsdagens vigtigste nøgletal var detailsalget, der udviklede sig stærkere end forudset i november.

Salget steg 0,8 pct. på månedsbasis, mens økonomerne havde ventet en stigning på 0,3 pct. Og fraregnes bil- og benzinsalget var der også en vækst på 0,8 pct., mens analytikerne havde sat næsen op efter en fremgang på 0,4 pct.

Fredagens vigtigste økonomiske data er industriproduktionen og kapacitetsudnyttelsen for november.