USAs aktiemarked understøttes af kapitalindstrømninger

Det amerikanske aktiemarkeds rekordhøje tal er drevet af en kapitalindstrømning på 14,5 mia. dollar til amerikanske kapitalfonde.

Foto: BRYAN R. SMITH. Det amerikanske aktiemarkeds rekordhøje tal er drevet af en kapitalindstrømning på 14,5 mia. dollar til amerikanske kapitalfonde.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Financial Times.

Indstrømningen af ny kapital inden ugens afslutning onsdag var den største af sin slags siden midten af marts, viser tal fra EPFR Global. Investorer trækker på skuldrene over for den igangværende handelskrig og vælger i stedet at fokusere på udsigten til den amerikanske økonomis vækst.

S&P 500-indekset slog torsdag rekorden fra august og steg med 0,8 pct. til 2930,8 - indeksets største stigning på én dag i mere end en måned. Dow Jones-indekset steg ligeledes.

Investorerne værdsætter at være velinformeret med hensyn til næste omgang importafgifter mellem USA og Kina og har reageret positivt på indvirkningen af de nuværende importafgifter, der ikke har været så alvorlige som frygtet.

»Denne uge er markederne glade for sikkerheden. Vi har importafgifterne. Vi ved, hvad de er. Markedet hader usikkerhed,« siger Max Gokhman, der er direktør i Pacific Life Fund Advisors, til Financial Times.

Den amerikanske økonomi understøttes ligeledes af rekordhøje lønstigninger. Gennemsnitstimelønnen er vokset med 2,9 pct. i forhold til sidste år og er dermed den største stigning siden juni 2009.

/ritzau/FINANS