USA-tal sendte danske renter på rundtur

De danske renter tog en regulær rutchebanetur onsdag, der bød på fald midt på dagen vendt til en stigning, da tal fra den amerikanske økonomi viste styrke.

Læs mere
Fold sammen
Samlet endte den toneangivende 10-årige danske rente 2 basispoint højere i 1,81 pct. efter at være faldet til 1,76 pct. midt på dagen.

Den stigende rente onsdag eftermiddag blev udløst af flere solide nøgletal fra den amerikanske økonomi. Første viste beskæftigelsesrapporten fra ADP en stigning på 200.000 i juli mod ventet 180.000. Kort efter viste tal for BNP-udviklingen en stigning på 1,7 pct. i andet kvartal mod ventet 1,0 pct.

Det satte gang i renterne, da de stærke tal understøttede forventningen om, at den amerikanske centralbank vil mindske sin stimulus senere på året. For nuværende holder stimulussen på 85 mia. dollar om måneden renterne nede verden over, da den skaber efterspørgsel qua den billige likviditet.

»Det faktum, at den amerikanske økonomi vandt momentum i andet kvartal trods modvind indikerer, at økonomien kan accelerere senere i år, når effekterne af de finanspolitiske opstramninger mindskes. Vi er derfor nu mere overbeviste om, at den amerikanske centralbank vil begynde at mindske sine stimulus ved rentemødet den 17.-18. september,« skriver Nordea i en kommentar til markedet.